Venstres har respekt for utraditionelt slagteriforslag

I udspillet skal medarbejderne acceptere en lønnedgang til gengæld for, at virksomheden investerer i blandt andet nye slagtesvin, der på den måde kan sikre arbejdspladser.

»Jeg synes, det er et meget positivt forslag, og det er der grund til at anerkende og have stor respekt for. Det, at investere i arbejdspladser i fremtiden, er rigtig, rigtig godt, og det er noget, vi har meget brug for i Danmark,« siger Kim Andersen.

Ifølge Venstre-ordføreren er det op til parterne på arbejdsmarkedet og ikke Folketingets partier at gå ind i aftalen. Han mener dog, at der er tale om en aftale, der rummer flere positive sider til trods for, at det betyder en lønnedgang til slagterimedarbejder, hvis de nikker ja til tilbuddet.

»Jeg tror, vi er kommet dertil, hvor man må sige, at det er godt og positivt at investere i arbejdspladser og i fremtidig beskæftigelse. Det er vel også udtryk for, at vi har fået et omkostningsniveau, der truer danske arbejdspladser, og at fremtidige arbejdspladser vil blive etableret i udlandet og danske nedlagt, hvis man ikke tænker utraditionelt.«

Regeringen har forsikret, at man er parat til at hjælpe med godkendelse af byggesager og andre bureaukratiske »modspillere« fra politisk hold, hvis aftalen kommer i hus. Og her vil regeringen ikke møde modstand fra Venstre, understreger Kim Andersen.

»Der kan regeringen regne med Venstres hjælp og støtte. Vi skal naturligvis gøre alt for, at sagsbehandlingen og myndighedsgodkendelsen i de offentlige myndigheder er hurtigt og effektiv,« siger han.

Forslaget fra tillidsmændene går på at investere op mod 600 millioner kroner af medarbejdernes løn i produktionen af danske slagtesvin og opbygning af nye stalde over de næste fire år. Målet er at få svineproduktionen, der lige nu er historisk lav, til at vokse med op til tre millioner slagtesvin over de næste fire år.

Dagens Gossip