Venstres nulvækst vil koste job i det offentlige

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), sagde i juni, at »udgangspunktet med udgiftsstoppet er, at så har vi præcis de samme penge, som vi hele tiden har haft«. Når der trods uændrede midler alligevel vil komme færre ansatte, så skyldes det, at de offentlige udgifter til køb af varer og tjenester vil stige. Og når der ikke må bruges flere penge, vil der år for år blive mindre til løn, hvilket giver færre ansatte. Det har Venstre ikke lagt åbent frem, lyder det fra AE:

»Nulvækst er en nedskæring i antallet af offentligt ansatte. Det er urealistisk over en længere årrække i lyset af flere ældre, der har behov for pleje, og flere unge, der skal uddannes. Man kan ikke bruge 22 milliarder kroner mindre, end regeringen vil, uden at det selvfølgelig kan mærkes,« siger chefanalytiker i AE Martin Madsen til Morgenavisen Jyllands-Posten.

SRSF-regeringen planlægger til sammenligning at øge antallet af offentligt ansatte med 9.000 i 2020 og anser flere ansatte som en nødvendighed for at sikre velfærden.

Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), ønsker ikke at forholde sig direkte til det konkrete tal på 24.000 arbejdspladser, men han understreger, at de offentlige penge skal bruges bedre.

»Det er rigtigt, at regeringen regner med en større offentlig sektor, end vi gør. Når vi ikke gør det, er det for at sikre flere private arbejdspladser, og fordi vi vil bruge den vækst, der er i samfundet, til at forbedre vores konkurrenceevne,« siger Kristian Jensen til avisen.

Dagens Gossip