Venstres retsordfører afviser opfordring til lovbrud

TV2 Nyhederne bragte tirsdag et indslag om en nordjysk landmand, der ikke har tænkt sig at følge loven, som forpligter landmændene til at undlade at dyrke, sprøjte eller gøde i en ti meter bræmme ved vandløb og søer.

Efter indslaget skrev Karsten Lauritzen på Twitter: »Respekt for den sindige nordjyske landmand, der i TV2-nyhederne 22 fortalte, at han sløjfer randzonerne«.

Det fik miljøminister Ida Auken (S) til at skrive på sin Facebook-profil, at Karsten Lauritzen »støtter de landmænd, som bevidst undlader at følge randzoneloven - en lov han selv har stemt for. Det er selvfølgelig uacceptabel opførsel fra en folkevalgt.«

Men Ida Auken har misforstået sagen, lyder det nu fra Karsten Lauritzen.

»Jeg roser ham netop ikke for at bryde loven, det er noget Ida Auken påstår. Men jeg roser ham for at protestere, og det har jeg respekt for,« skriver Karsten Lauritzen i en sms til Berlingske Nyhedsbureau.

Derudover har han ikke yderligere kommentarer, men henviser til et svar på sin Facebook-profil, hvor han skriver:

»Den oprindelige lov var til at leve med og gav mening, men den nye regering ændrede på erstatningen, fjernede muligheden for energiafgrøder og gav offentlig adgang til landmandens jord - ændringer Venstre stemte imod. (...) Kort sagt er den nuværende randzonelovgivning udtryk for lovsjusk, og den bør laves om«.

Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby (V), tager retsordføreren i forsvar.

»Lov er lov, og lov skal holdes i det danske samfund. Og det har Karsten Lauritzen sådan set heller ikke sagt noget som helst om, men ligesom mange andre undrer han sig selvfølgelig over, at regeringen på det her område implementerer en lovgivning, hvor der simpelthen ikke er styr på lovgrundlaget,« siger Ellen Trane Nørby med henvisning til uklarhed om det udsendte kortmateriale og den kompensation, landmændene vil få for at undlade brug af jorden.

Dagens Gossip