Venstres støttepartier kræver grundskyld på finansloven

Skrevet af admin

29/06/2015

Dagens topnyheder

Den kommunale grundskyld skal fastfryses, hvis det står til Liberal Alliance og De Konservative.

De to partier kræver nemlig, at grundskylden bliver drøftet under de kommende finanslovforhandlinger i efteråret med henblik på at fastfryse den kritiserede ejendomsskat. Det skriver Berlingske.

Således går de to støttepartier allerede imod den nyudnævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i sit regeringsgrundlag lægger op til at beholde den nuværende ordning, hvor grundskylden kan stige med op til syv procent årligt.

- Lige nu sidder man bare og kigger på, at folk virkeligt er pressede og kæmper for overhovedet at kunne blive boende i eget hus. Det kan vi ikke ignorere, siger Søren Pape, formand for De Konservative, til Berlingske.

De gældende regler skaber store problemer for særligt husejere i en række hovedstadskommuner, hvor grundskylden skyder i vejret.

Ifølge den konservative formand er det mindste, man kan gøre, derfor at fastfryse grundskylden midlertidigt, indtil der ligger en driftsikker plan klar. Han varsler, at det "ser svært ud", hvis Venstre ikke imødekommer kravet.

Også Liberal Alliance vægter grundskylden højt.

- Vil man kæmpe for boligejerne, så har man som politik at gøre noget ved grundskylden. Det er et rigtigt, rigtigt vigtigt krav fra os, at der bliver gjort noget, siger Anders Samuelsen, leder af Liberal Alliance, til Berlingske.

Grundskylden er den skat, man betaler til kommunen for grundens værdi, også omtalt som ejendomsskat.

Den har givet anledning til stor debat de senere år, blandt andet fordi husejere i samme områder med samme huse, har skullet betale vidt forskellige beløb.

/ritzau/