Venstres svineforslag droppet af regeringen i vækstpakke

Skrevet af admin

18/06/2014

Dagens topnyheder

Svineindustrien får stadig glæde af rammerne for den vækstpakke, som regeringen og Venstre er nået til enighed om, selv om der ikke er blevet plads til oppositionspartiets forslag om øget svineproduktion.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) tirsdag aften, efter at Venstre i søndags kom med forslaget om at ændre reglerne for produktion af slagtesvin i Danmark.

- Det punkt er vi ikke nået til enighed om. Men vi har drøftet det ved bordet, og det er vi ikke enige i, fordi vi ikke synes, at der kunne findes en rimelig balance, siger Margrethe Vestager.

Spørgsmål: Så der er ikke noget til slagterierne og noget til svineproducenterne?

- Det er givetvis en diskussion, som vil fortsætte, siger ministeren og fortsætter:

- Men det, der er her, er lempelser for virksomheder, som har et stort energiforbrug. Det er gjort på en balanceret måde, sådan at vores klimamål og mål for vedvarende energi kan være der.

I rammerne for vækstpakken vil regeringen og Venstre lempe energiafgifterne - de såkaldte PSO-afgifter - med 13,2 milliarder kroner frem mod 2020.

Derudover er man blevet enige om enkelte initiativer, der ventes at skabe en forenkling af fødevare- og miljøreguleringen.

- Det, synes jeg, er en god aftale og en god skitse at lægge frem for de andre partier. Der er det, som jeg synes, at danske virksomheder har brug for – nemlig lavere omkostninger, siger Margrethe Vestager.

- Men der er også det, som vores miljø og klima har brug for – nemlig en omstilling hen i mod vedvarende energi, tilføjer hun.

Venstres forslag om at ændre den danske svineproduktion blev præsenteret i forbindelse med Folkemødet i Allinge på Bornholm, som ifølge partiet selv skulle være med til at sikre mere arbejde til de hårdt pressede danske slagterier.

/ritzau/