Venstres tillid til klimaministeren »hænger i en tynd tråd«

»Vores tillid til ministeren hænger i en tynd tråd i øjeblikket, og ministeren skal i hvert fald tage konsekvensen af nogle af de handlinger eller mangel på handlinger, der er sket,« siger Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt (V).

Martin Lidegaard skal torsdag på et åbent samråd forklare sig i sagen om solcelleloven, og ifølge Venstre bør Lidegaard få en næse for den måde, han har håndteret sagen på.

»Det mindste, ministeren skal tildeles i den her sag, er en meget, meget stor næse, og jeg håber, der er flertal for at tildele ministeren en meget, meget stor næse, for det, ministeren har gjort her, er ganske enkelt ikke acceptabelt,« siger Lars Christian Lilleholt.

Spørgsmål: Men hvis det er så alvorligt, kan han så overhovedet fortsætte som minister?

»Det skal et flertal i Folketinget jo afgøre. For os er det tilfredsstillende, hvis ministeren tildeles en stor næse for det her. Vi synes simpelthen ikke, ministeren har opført sig ansvarligt. Det er ministeren, der har ansvaret for at sikre, at hvis man bliver gjort opmærksom på, at der er store huller i lovgivningen, så får man dem rettet op,« siger han.

Sagen drejer sig blandt andet om, hvorvidt Lidegaard var klar over, at der var et hul i solcelleloven, inden han vedtog den. Fredag skrev Berlingske Business, hvordan interne arbejdspapirer fra ministeriet viste, at embedsmænd i ministeriet diskuterede hullet i solcelleloven, inden den blev vedtaget. Hullet åbner mulighed for at koble flere store solcelleanlæg sammen og derved omgås en grænse på 400 kW.

Ifølge Venstre har Lidegaard fået »meget klare advarsler fra sine egne embedsmænd om, at der var et meget stort hul, som gav mulighed for, at der kunne sendes en ekstra regning til de danske skatteborgere på op imod 14 milliarder kroner.«

»Vi har oplevet, at der er firmaer, der er gået konkurs, der er private mennesker, der har mistet mange, mange tusind - måske millioner - af kroner, fordi ministeren ikke har fået lukket det hul,« siger Lars Christian Lilleholt.

Dagens Gossip