Venstres vælgere vil have leg i folkeskolen

Hele 93 procent af Venstres vælgere mener, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at der i løbet af en længere skoledag bliver god tid til leg og bevægelse. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Pædagogernes fagforening, BUPL. Her er 1.042 forældre med børn i indskolingen (1.-3. klasse) blevet spurgt om længere skoledag og aktivitetstimer midt i de aktuelle forhandlinger om fremtidens folkeskole.

Hvis der kommer aktivitetstimer på skoleskemaet, er det - ifølge halvdelen af de adspurgte forældre, som stemmer Venstre - vigtigst, at timerne på 4.-6. klassetrin understøtter elevernes motivation, trivsel og sociale kompetencer samt sikrer motion og bevægelse. Den anden halvdel mener, at fagligheden er det vigtigste i aktivitetstimerne.

Venstres politiske ordfører ser dog »på ingen måde« en skævhed mellem vælgernes ønsker og partiets politik.

»Jeg synes, det understøtter den balance, vi fra Venstres side hele tiden har talt om, nemlig at vi får styrket fagligheden i folkeskolen, men samtidig også anerkender, at vi lærer forskelligt. Der skal arbejdes med at integrere forskellige læringsformer i undervisningen, men det skal ikke være skemalagt som regeringens rigide aktivitetstimer,« siger Ellen Trane Nørby (V), der foreslår, at eleverne midt i en matematiktime kan tage et smut i skolegården og hinke syvtabellen, så bevægelse og faglighed kombineres.

Spørgsmål: Men er det ikke netop hulahop-tid?

»Nej, det mener jeg bestemt ikke,« understreger Ellen Trane Nørby.

På 7.-9. klassetrin ser det lidt anderledes ud. Her mener 66 procent af de Venstre-stemmende forældre, at faglighed er vigtigst i aktivitetstimerne, mens en tredjedel vægter trivsel, sociale kompetencer, motion og bevægelse tungest, viser undersøgelsen fra BUPL, hvis medlemmer kommer til at spille en større rolle i folkeskolen, hvis regeringen får sin vilje med aktivitetstimerne. Timerne skal nemlig varetages af både lærere og pædagoger og skal ifølge regeringens udspil »bruges til at understøtte de faglige undervisningstimer bedst muligt og til leg, bevægelse og lektiehjælp«.

Forhandlingerne om folkeskolereformen fortsætter efter pinse.

Dagens Gossip