Venstrestatsrevisor: Ministernej i solcellesag er uhørt

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Regeringen har en rigtig dårlig sag, når fire topministre afviser Rigsrevisionen, som skal granske solcellesagen. Her fik klimaminister Martin Lidegaard (R) en velvoksen næse fra Folketinget, fordi hans lov måtte ændres i flere omgange.

Det siger Venstres statsrevisor Kristian Jensen om brevet til Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), finansminister Bjarne Corydon (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R) og socialminister Annette Vilhelmsen (SF).

- Det er helt uhørt, at regeringen nægter at arbejde sammen med Rigsrevisionen. Vi har andre gange set Rigsrevisionen undersøge nye kampfly. Her vurderede man, om man havde gjort sit forarbejde godt nok, siger Kristian Jensen.

Regeringstoppen prøver med tre partiledere i spidsen at presse Rigsrevisionen og statsrevisorerne til at droppe granskning af solcellesagen, mener Venstres statsrevisor.

- Vi er nødt til at holde fast i undersøgelsen, hvis man holder fast i princippet om, at statsrevisorerne er uafhængige af Folketinget, og Rigsrevisionen ikke skal modtage påvirkning fra andre, siger Kristian Jensen.

- Bøjer man af her, har man knæsat et nyt princip om, at regeringen beslutter, hvad der skal undersøges. Jeg tillader mig at undre mig stærkt over, hvad regeringen er så bange for, at der kommer frem.

I solcellesagen hentede Martin Lidegaard en velvoksen næse, men ikke en "stor Günther". Loven kan koste statskassen hundreder af millioner kroner, mener Kristian Jensen

- Jeg er hverken på næse- eller kalkunjagt i denne sag. Jeg vil finde ud af, om vi kunne have sparet skatteyderne for et trecifret millionbeløb, siger han.

De Radikales statsrevisor, landsformand Klaus Frandsen, vil ikke kommentere sagen. /ritzau/