Vent lidt: FDM advarer mod skift til sommerdæk

Kalenderen siger forår, derfor er der nok mange, der overvejer, om det ikke er på høje tid at få skiftet sutterne på dytten.

Men hold igen, lyder rådet fra FDM. For selvom det for mange bilejere er fristende at få sommerdæk på bilen, er vejret faktisk slet ikke der, hvor det er forsvarlig at smide vinterdækkene i garagen.

- Normalt kunne man have skiftet til sommerdæk nu, men det har været et urimelig koldt forår, vi har haft i år, så sæsonen for sommerdæk er udskudt, siger Søren Rasmussen, der er bilteknisk redaktør på FDM-magasinet Motor, til Nyhedsbureauet Newspaq.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook nu!

Vejgrebet på veje med frost kan være rigtig dårligt, når man tøffer rundt med sommerdæk, derfor skal man holde øje med vejrudsigten, når man skal finde ud af, hvornår det er tid til at få sommerdækkene på.

- Man skal først skifte, når risikoen for nattefrost er væk - og i vejrudsigterne er der stadig risiko for frost. Det er især når man skal køre om natten og om morgenen, at det kan være et problem, da det kan være glat flere steder, så man må væbne sig med tålmodighed lidt endnu, siger Søren Rasmussen.

Søren Rasmussen siger, at han regner med, at man kan begynde at skifte dækkene ud om godt 14 dage.

 

Dagens Gossip

Dagens TV