Ventetider sætter skilsmisser på spidsen

Skrevet af admin

17/09/2014

Dagens topnyheder

Når mor og far er uenige om skilsmissebarnet, så søger de hjælp i Statsforvaltningen.

Men ventetiden er så lang, at et stigende antal sager ender i landets fogedretter.

- Der går enormt lang tid, før statsforvaltningerne træffer en afgørelse, siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, til Ritzau.

- Det fører til et øget frustrationsniveau, især blandt de forældre, som slet ikke kan blive enige, og hvor den ene måske slet ikke ser barnet, siger han.

Organisationen modtager årligt omkring 2600 opkald fra forældre, og heraf kommer 40 procent fra skilsmisseforældre.

Stigningen i opkald fra ulykkelige fraskilte har de seneste år været så voldsom, at Børns Vilkår i løbet af de næste måneder fordobler rådgivningskapaciteten.

- Vi får så mange opringninger, at det på nuværende tidspunkt er umuligt for os at besvare dem alle. Vi mærker, at der blandt forældrene er et kæmpe udækket behov, hvor mange føler, at de sidder fast i sagsbehandlingstiden i statsforvaltningerne.

- Og når de ringer og rykker, risikerer de at være nummer 72 i telefonkøen, siger Rasmus Kjeldahl.

Også tal fra Domstolsstyrelsen viser, at de konfliktfyldte skilsmissesager vokser. Mens fogedretterne i 2007 behandlede 1659 sager, var antallet steget til 2531 i 2012. Det svarer til en stigning på 50 procent.

Om det var lang sagsbehandlingstid, som tirsdag udløste et dramatisk skuddrama i Fogedretten i København, er uvist, men det står klart, at stridens kerne var et forældrepars kamp om retten til at se deres treårige barn.

En kamp, der endte med at koste farens advokat, den 57-årige Anders Lindholt, livet, da barnets 67-årige morfar skød og dræbte ham på stedet med en oversavet riffel inde i retten.

Gerningsmanden fremstilles i et grundlovsforhør onsdag formiddag.

/ritzau/