Ventre: Corydon har medansvar for svag vækst

Dansk økonomi er presset, men regeringen har ansvar for, at dansk økonomi gik baglæns sidste år, hvor bruttonationalproduktet, BNP, faldt med 0,6 procent ifølge tal fra Danmarks Statistik.

Det siger Venstres finansordfører, Peter Christensen, før finansminister Bjarne Corydon (S) torsdag indleder forhandlinger om regeringens vækstplan.

Den skal skabe 150.000 private job og øge væksten med 40 milliarder kroner i 2020.

- Regeringen har ikke brugt mulighederne for at påvirke dansk økonomi. I 2012 hævede man skatter og afgifter over fem milliarder kroner i finanslovaftalen med Enhedslisten, siger Peter Christensen.

- Det indenlandske forbrug falder, fordi man har skabt enorm usikkerhed med skatte- og afgiftsstigninger, siger han.

Finansministeren siger i en kommentar, at krisen ikke har sluppet sit tag Danmark.

- Vi er udfordret af en svækket konkurrenceevne og manglende tro og tillid til fremtiden. Med vækstplanen understøtter vi væksten her og nu med et markant investeringsløft i det offentlige, siger han og tilføjer:

- Og vi skaber et robust grundlag for, at vores virksomheder bliver stærke, så de er rustet til at gribe ud og få fuldt udbytte af opsvinget, når det kommer.

Peter Christensen afviser Bjarne Corydons forklaring.

- Det falder mig for brystet, at finansministeren igen fralægger sig ethvert ansvar. Det må efterhånden gå op for regeringen, at dens beslutninger har konsekvenser. Det har i dette tilfælde ført til negativ vækst, siger han.

Venstre ser "gode takter" i vækstplanen, men vil gå endnu længere.

- Der skal lettes byrder for alle typer arbejdspladser. Vi har noteret, at det øjensynlig er en smertelig proces for regering overhovedet at lette byrder. Så vi har afdæmpede forventninger, siger Peter Christensen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV