Venus Williams 'snydt' for verdens hurtigste serv

Faktisk var der så meget fart i Venus, at hun formåede at serve verdens hurtigst registrerede serv for kvinder i historien. Hele 209 kilometer i timen blev serven målt til.

Desværre for amerikaneren går hun glip af rekorden, da det officielle måleudstyr, som WTA bruger, ikke var sat op i den japanske hovedstad. Derfor forbliver rekorden uofficiel. Serven blev målt, da hun fredag spillede sig i semifinalen med en sejr over den canadiske teenager Eugenie Bouchard ved Pan Pacific Open, hvor også danske Caroline Wozniacki er i semifinalen.

Her skal danskeren møde tyske Angelique Kerber om en plads i finalen. Kampen spilles fredag formiddag.

Venus Williams er dog i forvejen indehaveren af rekorden for hurtigste serv, da hun under US Open i 2007 og ved Wimbledon i 2008 fik målt en serv til 207 kilometer i timen. Siden de gode år er 33-årige Venus nu dumpet helt ned som nummer 63 på verdensranglisten.

Venus selv indrømmer, at hun selv blev overrasket over sin monster-serv, da målingen efterfølgende blev vist på baneskærmen.

- Jeg så det, men jeg tænkte, 'er det sandt?' Så jeg ved ikke, om det er korrekt målt. Jeg ved, jeg har servet en del hårdere her i turneringen. Det er det hårdeste, jeg har servet, siden jeg kom tilbage fra en rygskade. Det føles godt, men jeg ved ikke, om serven var så hård. Det håber jeg, den var - det er sindssygt, det er helt vildt, fortalte Venus Williams på pressemødet efter kampen.

Williams har vundet imponerende 44 singletitler i karrieren, men den seneste kom i hus for næsten et år siden, og det er derfor en motiveret amerikaner, der skal kæmpe om titlen i Japan med blandet andet danske Caroline Wozniacki.

Den hurtigste herre-serv nogensinde blev sidste år målt til 263 kilometer i timen. Det var australieren Sam Groth, der sendte den kanonkugle af sted under en turnering i Sydkorea.

 

 

 

Dagens Gossip