Verden afventer første glimt af nyfødt prins

Den internationale presse mandsopdækker det hospital i London, hvor den 31-årige hertuginde Catherine af Cambridge, populært kendt som hertuginde Kate, mandag eftermiddag fødte en søn, der er nummer tre i arverækkefølgen til den britiske trone. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Horder af TV-hold og fotografer, såvel som royale fans svøbt i det britiske flag, Union Jack, slog lejr uden for hospitalet natten mellem mandag og tirsdag, afventende det første glimt af barnet, som vil blive prins af Cambridge.

Den royale fødsel fandt sted på St. Marys Hospital i Paddington i det vestlige London, hvor også prinsesse Diana fødte prins William for 31 år siden, og den nye prins kom til verden klokken 16:24 lokal tid.

Både mor og barn, en dreng på 3.800 gram, har det godt, oplyste kongehuset mandag.

Det populære par omgik kongehusets traditioner ved at annoncere fødslen i en pressemeddelelse, men de forventes at overholde traditionen om at give offentligheden det første glimt af den royale baby, når de forlader hospitalet, hvor de har været siden mandag morgen.

»Vi vil sandsynligvis ikke få mere end et glimt af toppen af barnets hoved at se, men de vil holde sig til denne tradition,« vurderer Joe Little, der er chefredaktør for månedsmagasinet Majesty Magazine, der udelukkende skriver om verdens royale familier.

Lykønskninger strømmede sent mandag og natten til tirsdag ind fra hele verden, herunder fra USAs præsident, Barack Obama, og Australiens premierminister, Kevin Rudd.

Den britiske presse er nærmest gået i selvsving efter fødslen, hvor tabloidavisen The Sun midlertidigt har omdøbt sig til The Son (Sønnen, red.), mens avisen The Guardian udstyrede læserne på avisens hjemmeside med en »royal« knap, så de kunne bortfiltrere den massive mængde kongelige nyheder.

Dagens Gossip

Dagens TV