VERDEN RUNDT

50-årig forsøgte at forgifte Starbucks-kunder

USA: 50-årige Ramineh Behbehanian blev mandag arresteret i sit hjem i San Jose i den amerikanske stat Californien og ført til Santa Clara-fængslet. Kvinden havde angiveligt samme dag forsøgt at forgifte kunder på en Starbucks i byen. Det skriver Reuters.

Hun skulle ifølge politiet have bragt to flasker med giftig juice ind og placeret dem i kølemontren. Men da en kvik kunde noterede sig den noget besynderlige manøvre, kontaktede vedkommende cafeens personale, der slog alarm til politiet. Både brandfolk og politi kom hurtigt til stedet og evakuerede bygningen.

De to flasker juice indeholdte isopropyl alkohol, der i bedste fald giver hovedpine, men i værste fald kan det føre til beskadigelser af nervesystemet. Derudover er stoffet brandfarligt.

Starbucks har iværksat en undersøgelse af alle drikkevarerne på nærliggende cafeer for at sikre, at der er tale om et enkeltstående tilfælde.

Politiet vil ikke sige noget om motivet.

BNB

Nej, dit barn må ikke hedde »Anal«

NEW ZEALAND: Der er grænser for, hvad man kan kalde sit barn. Det mener myndighederne i New Zealand, der onsdag offentliggjorde en liste over navneønsker, som myndighederne har afvist.

Ifølge nyhedsbureauet AFP rummer listen 77 navne, heriblandt navne som »4Real«, »Lucifer«, »Mafia No Fear« og »Anal«. Myndighederne har også afvist at give tilladelser til fantasiforladte navne som »Den anden«, »Den tredje« eller »Den femte«.

Reglerne forbyder også, at navne indeholder titler eller rang, så »Konge«, »Hertug« og »Prinsesse« er også blandt de mest afviste navne siden 2001, skriver AFP.

Det mest populære forbudte navn er »Justice« (Retfærdighed, red.), som er blevet afvist 62 gange. De to nærliggende varianter »Justus« og »Juztice« er heller ikke blevet godtaget.

BNB

Skjorte kan bruges 100 gange før vask

USA: Nu er den her. Skjorten, der hverken skal vaskes eller stryges. Et amerikansk firma, Wool&Prince, har ifølge The Telegraph lanceret en skjorte, som kan bruges 100 gange, før den behøver at blive vasket.

Skjorten er lavet af et stof, der ikke er modtageligt for dufte. Skjorten behøver heller ikke stryges, da den er lavet af stof, der ikke krøller - selv efter at være proppet i en rygsæk og taget med på vandretur i Andes-bjergene, oplyser virksomheden ifølge The Telegraph.

Hemmeligheden er, at skjorten er lavet af fibre fra uld, der ikke krøller og ikke tager imod dufte, eksempelvis fra sved.

Skjorten er blevet testet, blandt andre af backpackere, der har haft den på under vandring i Andes-bjergene, ligesom testpersoner har haft skjorten på under heftig dans på en natklub.

En talsmand for »Wool&Prince« siger, at skjorten ikke behøver at blive vasket - heller ikke efter at være blevet brugt 100 gange.

»Der er ikke noget til hinder for at bruge den mere end 100 gange,« siger talsmanden ifølge telegraph.co.uk.

Man har dog ikke tænkt sig at foretage test af skjorten udover de 100 gange brug.

BNB

Dagens Gossip