Verden Rundt

USA: Menuen stod på farsbrød, kartoffelmos og grønne bønner, da en pensioneret sygeplejerske ville lave aftensmad til sig selv og sin søn i delstaten Inidiana i USA. Men den ellers så vante menu fik en tilføjelse. I dåsen med bønner fandt kvinden en død tudse, skriver BBC.

Den uheldige kvinde, Gloria Chubb, opdagede først det ulækre fund, da hun lagde nogle bønner på sin søns tallerken.

»Jeg troede først, at det var et stykke bacon, men da jeg kiggede nærmere på det, kunne jeg se, at det var en tudse, som manglede et par ben,« siger Gloria Chubbs til BBC.

»Jeg havde kvalme i to dage efter, og jeg tvivler på, at jeg får lyst til grønne bønner i det næste lange stykke tid,« tilføjer hun.

Producenten, Meijer, har siden givet kvinden en erstatning.

Nordkorea har sit eget »Facebook«

NORDKOREA: Landet mod nord på den koreanske halvø er kendt for at være verdens mest lukkede land. Nu har styret tilsyneladende lavet sit eget intranet, som skal fungere som en slags Facebook, skriver weirdasiannews.com.

Man rutter ellers ikke med netforbindelserne i det lukkede land, selv om der rent faktisk findes et 3G-netværk. Men det kan kun bruges af udlændinge. Intranettet, som man kalder »Røde Stjerne«, kan derimod bruges af befolkningen, dog til meget basal kommunikation.

»Røde Stjerne« dækker således kun ting i landet i modsætning til globale, sociale medier som Facebook og Twitter, og ifølge weirdasiannews.com giver systemet stort set kun mulighed for at annoncere større begivenheder, fødselsdage og skrive korte beskeder. Det bliver hovedsageligt brugt af universitetsstuderende og deres undervisere.

»Nordkorea er et af de mest unikke lande i verden, fordi samtlige computere, som potentielt kunne blive brugt i forbindelse med sociale medier, er reguleret af styret,« siger Ramest Srinivasan, som har studeret sociale medier og deres indvirkning på regimer.

Kvinde har haft kvalme i otte år efter flyvetur

STORBRITANNIEN: En mor til to har i den grad været plaget af en flyvetur fra Tyrkiet for otte år siden. Siden hun trådte ud af flyvemaskinen har hun været permanent dårlig og svimmel, skriver The Mirror.

Den eneste måde, den 46-årige Catharine Bell kan undgå at blive svimmel og få kvalme på, er at være i gang hele tiden. Lige så snart, hun sætter sig ned, går det galt. Ifølge læger lider hun af det uhelbredelige Mal de debarquement-syndrom, som er en neurologisk lidelse, der bliver udløst af rejser.

Hun blev første gang ramt, da hun landede med børnene i Tyrkiet.

»Det føltes som om, jeg gik rundt på en gigantisk skumfidus. Følelsen forsvandt på flyveturen hjem, men kom igen, da vi var landet,« siger hun til The Mirror.

I dag, otte år efter ferien i Tyrkiet, har hun meget svært ved at fungere i dagligdagen, fordi hun skal være aktiv for at holde lidelsen nede.

»Jeg går med hunden fem gange dagligt, og jeg har meget svært ved at sove,« lyder det fra kvinden.

BNB

Dagens Gossip