Verden rundt

Skole lukker på grund af godt vejr

USA: Den amerikanske delstat Washington er kendt for sit kolde og regnfulde vejr, så da foråret i sidste uge gjorde sit indtog med høj sol fra en skyfri himmel, tog en skoleleder fra byen Bellingham en beslutning, som hans elever vil være ham evigt taknemmelig for: Han lukkede skolen på grund af godt vejr.

Til Reuters fortæller Bob Sampson, skoleleder på Bellingham Christian School, at han ville give sine elever den samme forventning og glæde, som man oplever, når skolen lukkes på grund af snevejr.

»Det elskede jeg selv som barn. Og som voksen elsker jeg at lukke skolen på grund af sne, men i år var der ingen snedage,« siger den glade skoleleder.

Det er ikke første gang, at Bob Sampson lukker skolen på grund af det gode vejr. Det sker dog kun, når vinteren ikke har budt på snelukninger - en sjældenhed i Bellingham, der ligger blot 40 kilometer syd for den canadiske grænse.

BNB

Hellig aubergine får hindu-begravelse

STORBRITANNIEN: Troende hinduer flokkes til et tempel i britiske Leicestershire for at tilbede en grøntsag, der ligner en hindugud, skriver avisen The Mirror.

Det er en aubergine, der ifølge de troende har stærke ligheder med guden Lord Ganesh, der har ansigt som en elefant.

Auberginen blev opdaget i en grøntsagskasse i en restaurant, og nu har lokale hinduer opstillet et midlertidigt tempel i restauranten.

»Vi stillede den med det samme i ærbødighed i templet på arbejdet. Det er en velsignelse for os at have den,« siger Praful Visram, der ejer restauranten, til The Mirror.

Grøntsagen er dog begyndt at skrante lidt, og restaurantejeren forsikrer om, at den får en traditionel hindu-begravelse, når den er for rådden til at stå fremme,

BNB

Engang var vi vilde med hjerner

KENYA: Menneskets tidlige forfædre var angiveligt vilde med hjerner - altså antilopehjerner. Det skriver Huffington Post, efter at en udgravning af dyreknogler i Kenya tilsyneladende har afsløret spor af menneskets tidlige jagt på dyr.

Udgravningen viser, at menneskene efter alt at dømme holdt af at grave i antilopernes hoveder, ligesom de også spiste gazellekød.

Forskere har også fundet et uforholdsmæssigt stort antal dyrekranier i hovedet, hvilket menes at være tegn på, at menneskene gik på rov i de dyrehoveder, som vildkatte havde ladet ligge, efter at de havde nedlagt et bytte.

Buler i kranierne indikerer, at menneskene gravede hjernerne ud med sten. Den hjerneholdige kost kan ifølge studier have haft positiv indflydelse på udviklingen af menneskets krop og hjerne.

BNB

 

Dagens Gossip

Dagens TV