Verden Rundt

Bulldozere smadrede 2.300 år gammel pyramide

BELIZE: Der er ikke meget tilbage af den cirka 2.300 år gamle Nohmul-pyramide i det afrikanske land Belize.

Pyramiden er placeret på en privat grund, og da et byggefirma havde brug for sten til et vejprojekt, fik rendegravere og bulldozere lov til at æde hovedparten af pyramiden. Kun en mindre del af det midterste af pyramiden er ikke blevet ødelagt.

Lederen af Institut for Arkæologi i Belize oplyser ifølge NBC News, at man opdagede ødelæggelsen i slutningen af sidste uge.

Selv om pyramiden står på privat jord, burde den ifølge lovgivningen være under regeringens beskyttelse. Det er uklart, om episoden får konsekvenser for byggefirmaet.

BNB

Nygift mand forvekslede luder med politiet

USA: For de fleste nygifte er bryllupsrejsen begyndelsen på ægteskabet. For den 21-årige Mohammed Ahmed fra Illinois og hans hustru kan rejsen meget vel markere afslutningen på et kort ægteskab.

Under parrets bryllupsrejse til Florida i sidste uge kedede Mohammed Ahmed ifølge Huffington Post sig i sin hustrus selskab. Derfor fik han via nettet - under et dæknavn - kontakt til, hvad han regnede med var en prostitueret. Det viste sig dog, at være en falsk annonce indrykket af politiet, og det resulterede i, at han blev anholdt, da han ankom til stedet, hvor han skulle modtage den aftalte ydelse.

Hans hustru blev nervøs og ringede til politiet for at få ham efterlyst. På det tidspunkt befandt Mohammed Ahmed sig allerede i politiets varetægt.

BNB

Ung kvinde med elefantben

USA: Mange mænd har hørt kvinder beklage sig højlydt over størrelsen på deres lår og en tiltagende fremkomst af appelsinhud.

Disse kvinder ville formentlig tie, hvis de så det lår, en 22-årig kvinde render rundt med. Hun lider af en sjælden sygdom, der forårsager knudedannelser i nervesystemet, hvilket får låret til at minde om en elefants ben, skriver tidsskriftet The New England Journal of Medicine ifølge videnskab.dk.

Sygdommen er en voldsom udgave af neurofibromatose, der er en arvelig sygdom, som gør, at nervecellerne laver knuder. Symptomerne er en overdreven vækst af væv samt store plamager kaldet »Café au lait-pletter«, der er en overproduktion af pigment.

BNB

Dagens Gossip