Verden Rundt

De stærkeste venskaber formes på arbejdet

STORBRITANNIEN: Venskaber på kontoret er tættere og mere følelsesmæssige end andre former for venskaber. Selv kolleger, der ikke umiddelbart har det store til fælles, kan ende med at blive bedste venner, viser en undersøgelse fra Lancaster Universitet ifølge avisen The Telegraph.

Rapporten beskriver arbejdspladsen som »vor tids sociale klub«, hvor personer i alle aldre med vidt forskellige baggrunde tilbringer mange timer sammen dagligt i ofte stressende situationer. Og det giver grobund for sammenhold, lyder det.

»Kravene og det stressfulde miljø på en arbejdsplads former tætte relationer. Det har en særlig betydning, fordi man får et »tvunget« sammenhold med typer, som man ellers ikke ville have udviklet et venskab med og haft noget til fælles med,« siger Anne Cronin, forsker på Sociologisk Institut på Lancaster Universitet, til The Telegraph.

BNB

2.500 kvadratmeter stort Barbie-hus vækker harme

TYSKLAND: I Berlin har man netop slået dørene op til et hus, som primært gør sig i pink og plastic. Det såkaldte Barbie Dreamhouse, som er det første af sin art i Europa, koster 15 euro at besøge, men så kan gæsterne til gengæld også bevæge sig i et »dukkehus« på 2.500 kvadratmeter, skriver The Guardian.

Huset er bygget på en gammel industrigrund i det nordøstlige Berlin og har allerede tiltrukket sig såvel positiv som negativ opmærksomhed. Især er det faldet flere feminister og aktivister på venstrefløjen for brystet, at man har tilladt en så »kønsdiskriminerende« bygning. Flere har truet med hærværk, og derfor bliver Barbie-huset i øjeblikket bevogtet af politiet, skriver The Guardian.

»Barbie Dreamhouse er kulminationen på alt det, som legetøjsindustrien har formået at gøre med farven pink i de sidste 20 år,« siger Stevie Schmiedel, som er kritisk over for bygningen og stifter af den tyske del af protestgruppen Pinkstinks, der arbejder mod kønsroller og bestemte farvekoder i børnelegetøj.

Ifølge producenten af det berømte Barbie-legetøj er planen, at flere europæiske byer skal have et Barbie-hus. Det første blev indviet tidligere i denne måned i delstaten Florida i USA.

BNB

Summen fra væggen kom fra 40.000 bier

USA: Ved årsskiftet flyttede et amerikansk par ind i deres nyindkøbte hus i delstaten Utah i USA, men noget var galt. En konstant summen fra væggene i soveværelset skulle vise sig at være fra en koloni med ikke færre end 40.000 bier, skriver TV-kanalen KSL-TV på sin hjemmeside.

I den første tid i huset havde ægteparret godt nok bemærket, at der var en del bier udenfor. Og da det summede ganske kraftigt fra væggen, besluttede de sig for at tilkalde en biavler.

»Når vi sad i vores sofa og havde skruet ned for TVet, kunne vi høre en vældig summen,« siger beboeren, Tyler Judd, til TV-stationen.

Biavleren kunne konstatere, at der var tale om en koloni af bier, der sandsynligvis havde boet i væggen i tre til fire år. Han sugede dem alle ud og har nu installeret dem et andet sted i naturen.

Bierne havde fjernet isoleringen i muren og erstattet den med honningfyldte bikuber. De var godt på vej til at ødelægge flere vægge i huset, lyder det ifølge TV-stationen fra biavleren.

BNB

Dagens Gossip