Verden Rundt

USA: En 34-årig kvinde fra Virginia i USA blev i sidste uge idømt seks måneder fængsel for at have vist sin bagdel foran en skolebus, hvor der sad 45 børn. Det rapporterer flere amerikanske medier.

Kvinden, Lisa Grant, kom i november sidste år op at skændes med bussens chauffør, som forinden havde sendt et brev hjem til Lisa Grant og forklaret, at hendes søn ikke opførte sig ordentligt i skolebussen.

Det ville Lisa Grant imidlertid ikke tage for gode varer, så hun valgte at konfrontere chaufføren. Den konfrontation endte ifølge chaufførens forklaring med, at Lisa Grant trak bukserne ned og viste sin bagdel foran chaufføren og de 45 skolebørn.

Lisa Grant erkender at have skændtes med chaufføren, men nægter at hun skulle have »moonet« skolebussen.

»Jeg moonede ikke bussen. Jeg flashede ikke,« har hun sagt til et lokalt medie.

Fem af de seks måneders fængsel, som Lisa Grant er blevet idømt, er betingede, og hun skal kun afsone sin fængselsdom i weekender.

Frygt for spøgelser i premierministerens bolig

JAPAN: Spøger det i den japanske premierministers officielle residens? Det siger rygterne i Tokyo. Årsagen er, at landets nye regeringsleder, Shinzo Abe, endnu ikke er flyttet ind i residensen efter fem måneder ved magten.

Der er ifølge Reuters ikke en officiel forklaring på, hvorfor premierministeren har udsat indflytningen, og derfor har et parlamentsmedlem fra oppositionen bedt regeringen om at be- eller afkræfte rygterne om, at det skyldes spøgelser. I en udtalelse understreger regeringen imidlertid, at der ikke er blevet set nogen former for gespenster i bygningen.

Residensen i Tokyo har været genstand for flere voldelige episoder siden opførelsen i 1929. Blot tre år efter, i 1932, blev den daværende premierminister, Tsoyoshi Inukai, myrdet under et militærkup. Det vides dog ikke, om det er Shinzo Abes forgænger, der angiveligt spøger i bygningens korridorer.

Knust vase indbringer formue

STORBRITANNIEN: Der er penge i kinesisk porcelæn, også selv om det ikke er i tip-top stand. En britisk mand indkasserede forleden ikke mindre end 119.500 pund - godt 1,7 millioner kroner - for en Ming-vase med en grim revne i toppen. Det skriver avisen Daily Express.

Vasen er blevet nødtørftigt repareret med nogle meget uskønne hæfteklammer, og sælgeren var derfor i første omgang yderst tilfreds med vurderingen på 2.000 pund. Men under auktionen i Dorchester opstod der en budkrig mellem flere kinesiske købere, og i sidste ende løb en køber fra Hong Kong med vasen.

Andrew Marlborough fra auktionshuset Duke’s auctioneers fortæller til Daily Express, at den sjældne måneformede vase vakte stor opsigt, da sælgeren bragte den ind, men på grund af revnen var man meget forsigtig med vurderingen.

»Sælgeren er ikke en velhavende mand, så han er vildt begejstret for salgsprisen,« siger Andrew Marlborough.

Uden revnen ville vasen, som er fra kejser Xuandes regeringsperiode i begyndelsen af det 15. århundrede, have indbragt op mod ni millioner kroner.

BNB

 

 

 

Dagens Gossip