Verden Rundt

STORBRITANNIEN: En nyslået hundeejer var lige ved at miste sin hundehvalp efter et fatalt stik, men hunden blev reddet takket være ejerens kundskaber i førstehjælp, skriver The Telegraph.

Uheldet skete, da Lola, en syv måneder gammel bokserhund, tumlede rundt i haven. En hveps eller bi fløj på et tidspunkt ind i munden på hundehvalpen og stak, hvilket resulterede i, at Lola fik en allergisk reaktion for til sidst at falde til jorden.

Ejeren, Emma Harris, havde lært førstehjælp i forbindelse med sit job som sygehjælper og begyndte instinktivt at slå på hundens bryst for til sidst at give hunden hjertemassage.

»Efter hun kollapsede, kunne vi ikke mærke en puls. Min far råbte, »hun er væk, hun er væk«. Min mor var helt ved siden af sig selv, og min far vidste tydeligvis ikke, hvad han skulle gøre. Jeg ved ikke, hvad der kom over mig, men jeg hoppede op på Lola og begyndte at pumpe hende i brystet med min næve. Efter nogle minutter åbnede hun øjnene og begyndte at trække vejret igen,« siger Emma Harris til The Telegraph.

Hunden blev efterfølgende behandlet og tumler igen rundt i haven.

Verdens ældste mand runder 116 år

JAPAN: Jiroemon Kimura, som er født i 1897 og har haft titlen som verdens ældste mand i et års tid, har netop rundet 116 år, skriver weirdasiannews.com.

Den aldrende japaner fik på sin årsdag en videohilsen fra Japans premierminister, Shinzo Abe, som ønskede ham tillykke med de imponerende mange år på bagen.

»Tillykke med fødselsdagen, hr. Kimura. Vi håber, at du vil blive ved,« skrev premierministeren.

Hovedpersonen er selv lidt i tvivl om, hvorfor han er blevet så gammel.

»Jeg kigger altid op mod solen og har et aktivt sind,« sagde han sidste år til nyhedsbureauet Reuters i kølvandet på sin 115 års fødselsdag, mens han i år tilføjer, at han altid har levet et stilfærdigt liv, hvor han har »undgået at ryge og kun spist sig 80 procent mæt«.

Hans motto er således »spis let og lev længe«, skriver nyhedssitet.

Mand havde blyant i hovedet i 15 år

TYSKLAND: En 24-årig mand fik sig lidt af en overraskelse, da han efter at have søgt læge på grund af hovedpine og tiltagende dårligt syn, fik at vide, at han havde en blyant på intet mindre end 10 centimeter siddende inde i hovedet, skriver The Telegraph.

Den 24-årige mand blev i 2011 undersøgt af universitetshospitalet i Aachen i Tyskland, fordi han havde smerter i hovedet, dårligt syn og konstant var forkølet. Da det stod klart, at det hele skyldtes en blyant, kunne han ikke umiddelbart forklare, hvordan den var havnet der. Hans gæt var, at det muligvis var sket, da han som barn var ude for et alvorligt fald.

De tyske læger var i stand til at fjerne blyanten, og patienten har efter sigende ingen men i dag.

I 2007 fik en anden tysker, Margaret Wegner, fjernet en blyant efter 50 år. Den 59-årige kvinde var faldet meget uheldigt som niårig, skriver The Telegraph.

 

Dagens Gossip