Verden Rundt

Bedstefar sælger nyfødt over Facebook

INDIEN: En mand i Indien så tilsyneladende en mulighed for at tjene hurtige penge, da hans datter blev gravid og siden fødte en søn. Det skriver weirdasianews.com.

Han havde således via Facebook formidlet billeder af den nyfødte dreng til en potentiel køber, og da køberen gik med til handlen, lykkedes det bedstefaren - med hjælp fra personale på hospitalet i Ludhiana i det nordlige Indien - at få taget den nyfødte dreng fra moren.

Babysalget indbragte manden 70.000 rupee, knap 7.000 kroner.

Den nybagte mor meldte farens salg til politiet, som indledte en efterforskning og sporede barnet til hovedstaden, New Delhi. Fire personer, heriblandt bedstefaren, er nu blevet anholdt. Ifølge bedstefaren ønskede han at skille sig af med barnet, da han gerne ville have sin datter til at indgå et ægteskab, han havde arrangeret.

BNB

For meget soja sender mand i koma

USA: En udfordring om at drikke så meget soja som muligt var nær ved at koste en ung mand livet i den amerikanske stat Virginia, skriver CBS News.

Den unge mand drak knap en liter soja efter at være blevet udfordret af sine venner, og overdosen af salt betød, at den 19-årige mand begyndte at få anfald. Hans venner fik ham bragt på hospitalet, hvor han allerede var gået i koma.

Læger påbegyndte straks behandlingen med at få de store saltmængder ud af hans krop. I løbet af en halv time havde lægerne således pumpet omkring seks liter sukkervand ind i hans system. Han vågnede op af sig selv efter tre dage i koma og er tilsyneladende sluppet uden mén.

Saltoverdoser er farlige, da det blandt andet kan gå ud over det neurologiske system, fordi hjernen mister væske, når man indtager for meget salt.

BNB

Er der rotten på Mars?

USA: Det vrimler med rotter i verdens kloakrør. Nu puster et billede, der blev taget på Mars sidste år, liv i rygtet om, at der også findes rotter på den fjerne planet.

LiveScience skriver ifølge videnskab.dk, at nogle mener, at der er tale om en helt speciel rum-rotte. Andre er overbevist om, at rumfartsorganisationen NASA har placeret rotten på Mars som led i et hemmeligt eksperiment for at undersøge, hvor længe den kan overleve i det barske miljø.

NASA afviser, at det skulle være en rotte eller et andet dyr, man ser på billedet. Rygterne skyldes et fænomen, som får den menneskelige hjerne til at se genkendelige genstande i tilfældige billeder, lyder fra organisationen, som dermed afviser en nærmere efterforskning af genstanden på billedet.

BNB

Dagens Gossip