Verden Rundt

Lystfisker fik spækhugger på krogen

USA: En amerikansk lystfisker fik sig lidt af et chok, da han på en fisketur pludselig fik en spækhugger på krogen. Det skete ud for Ninilchik i delstaten Alaska, skriver avisen Daily Mail.

»Jeg lavede i bukserne og skreg som en lille pige. Det var virkelig et chok,« siger fiskeren, Frank Sanders, med et glimt i øjet til avisen.

Hele episoden blev fanget på videokamera og har i skrivende stund fået mere end 12.000 hits. Spækhuggeren dukkede op til vandoverfladen og bed på lystfiskerens madding, da Frank Sanders sammen med sin kammerat ventede på, at »rigtige« fisk skulle bide på.

Han beretter, at spækhuggere jævnligt svømmer i farvandet, men understreger, at han aldrig har set dem komme så tæt på.

»De har aldrig interageret med os på den måde. Den svømmede væk og kom så tilbage igen. Det virkede som om, den legede,« siger han.

Nu er den her: Den flyvende cykel

TJEKKIET: I Tjekkiet har tre virksomheder slået sig sammen i bestræbelserne på at lave en flyvende cykel. Nu er prototypen klar, en elektrisk cykel med to propeller, skriver The Telegraph.

Cyklen, som stadig er under udvikling, bliver indtil videre fjernstyret, men designerne håber, at den på sigt vil blive styret af cyklisten selv, ligesom de også håber, at batteriteknologi kan gøre, at cyklen kan komme i handlen. I øjeblikket kan den således blot flyve i fem minutter af gangen.

»Eftersom batterikapaciteten fordobles cirka hvert tiende år, kan vi forvente, at den i fremtiden har kapacitet nok til at blive brugt til sport, turisme eller lignende,« siger Milan Duchek, teknisk direktør hos Duratec Bicycles, til The Telegraph.

Mand anholdt for »fup-rumvæsen« i fryser

KINA: En kinesisk landmand, som påstod at have fanget et rumvæsen, er blevet anholdt for at være en bedrager, skriver metro.co.uk.

Få dage efter, at en landmand fortalte, at han havde fundet et rumvæsen og stolt havde vist det frem via billeder på internettet, er han blevet anholdt for fup.

Hr. Li, som han bliver kaldt af kinesiske medier, havde taget billeder af »væsenet«, som lå dødt i hans fryser, men har erkendt, at rumvæsenet var hjemmelavet, og han er nu blevet fængslet i foreløbigt fem dage for at »fabrikere noget, der forstyrrer offentligheden«, lyder det fra politiet.

Den fantasifulde landmand havde sammen med billederne lagt en historie på internettet, der handlede om, at han egenhændigt havde fanget rumvæsenet, mens han var ved at sætte kaninfælder op.

»Oven over min cykel fløj en UFO. Én efter én kom fem rumvæsener ned på jorden, men én snublede i min kaninfælde og blev dræbt af stød,« lød det dengang fra Hr. Li, som nu sidder bag tremmer.

Dagens Gossip

Dagens TV