Verden Rundt

Ny trend giver stigning af klamydia i øjne

JAPAN: En ny dille, der går ud på at slikke hinanden i øjenæblet, har bredt sig i Japan, efter at det japanske band Born har lavet en musikvideo, hvori det sker.

Men hvad der muligvis virker rock’nroll-agtigt, når rockstjerner gør det, har anderledes kedelige konsekvenser for almindelige dødelige. Den bizarre trend har nemlig forårsaget en stigning af herpes og klamydia i folks øjne, skriver The Guardian.

Den omsiggribende fetich, der kaldes oculolinctus, hærger på flere japanske skoler, og sundhedsmyndigheder advarer mod dillen, da den foruden herpes og klamydia også kan give rifter og andre skader i øjnene, der i værste fald kan føre til sår og blindhed.

BNB

63-årig dømt for at smugle slanger på fly

USA: Den 63-årige slangeekspert William Lamar erkendte sig tirsdag skyldig i at have smuglet syv slanger med ombord på et fly fra Peru til USA. Han havde købt slangerne i Peru og gemt dem under sin jakke på flyveturen, skriver NBC.com.

Ifølge anklagemyndigheden var fem af de syv slanger giftige, og Lamar, som har skrevet tre bøger om slanger og krybdyr samt fungeret som adjungeret professor på et universitet, risikerer nu op til fem års fængsel for sin ugerning.

Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår der falder dom i sagen.

BNB

Par reddet fri af kviksand

STORBRITANNIEN: En stor redningsaktion blev sat i værk, da en 46-årig mand og en 25-årig kvinde blev fanget af det berygtede kviksand ved kysten nær Milnthorpe i det nordvestlige England, skriver The Telegraph.

Redningsaktionen var ikke blot en kamp mod det opslugende sand, men også et kapløb mod højvandet, som potentielt kunne drukne de to vandrere, der sad fast. Derfor blev både politi redningsarbejdere fra byerne Morecambe og Arnside kaldt til for at hjælpe det uheldige par op af sandet.

Det var lokale beboere, der fik tilkaldt hjælp, da de så, at kvinden stod i sand til taljen og manden sad fast ved knæene - ironisk nok tæt på et skilt med ordlyden »Fare. Pas på hurtigt stigende tidevand, kviksand og skjulte kanaler«.

Det hele endte dog lykkeligt, og parret kom op uskadt.

BNB

 

 

Dagens Gossip