Verden Rundt

Svensk politis Gangnam Style fjernet

SVERIGE: Politiet i Ringsjö i Skåne fik i maj stor succes med en musikvideo, hvor betjente synger »kør sikkert style« til tonerne af det globale hit »Gangnam Style«. Men nu er videoen blevet fjernet fra politiets Facebook-side på grund af ophavsret, skriver Aftonbladet.

I videoen rapper, danser og synger betjentene om at holde hastigheden, bruge blinklys og holde afstand på de skånske veje. Sangen er henvendt til de unge trafikanter og blev hurtigt populær. Men nu er videoen blevet pillet af politiets Facebook-side, fordi Ringsjö-distriktets leder, Patrik Isacsson, er kommet i tvivl om ophavsretten. Det fortæller politibetjent Lars Förstell til avisen.

»Allerede inden videoen blev offentliggjort, var vi lidt usikre på, om det var rigtigt at gøre, fordi vi bruger ophavsretligt beskyttet materiale,« siger Lars Förstell.

»Hvis det viser sig, at vi ikke har copyright-problemer, så lægger vi den ud på siden igen,« tilføjer han.

Videoen er imidlertid stadig at finde på Youtube.

Det er ikke første gang, at »Gangnam Style« bliver kopieret. Universal Music krævede i maj 240.000 kroner af fire sydfynske kommuner, som havde lavet sangen om til »Sydfyn Style«

BNB

Fransk mor snuppet i eksamenssnyd for datter

FRANKRIG: En 52-årig fransk mor gik lidt for vidt i sin beskyttelse af sin 19-årige datter. Ifølge The Telegraph forklædte moren sig som teenager - i Converse-sko og stramme jeans - og gik til eksamen for datteren. Men det gik langt fra som planlagt.

Moren nåede at gennemføre den skriftlige engelsk-eksamen, men da hun efter tre timer afleverede til censoren i sin datters navn, stod politiet klar.

Hun erkendte med det samme, at hun havde forsøgt at snyde for at beskytte sin datter fra eksamensangst, men den gerning kan nu vise sig at blive langt dyrere, end hvis datteren havde dumpet.

I hvert fald skriver The Telegraph, at moren risikerer en større bøde og sågar en fængselsstraf, mens hendes datter risikerer at blive udelukket fra at tage eksamener de næste fem år.

BNB

Adolf Hitlers forældre venter nu Eva Braun

USA: Han har allerede sønnen Adolf Hitler, der dog er blevet tvangsfjernet, og nu venter nazisten Heath Campbell fra New Jersey i USA sit niende barn, der skal hedde Eva Braun - hvis det er en pige - opkaldt efter Hitlers mangeårige kæreste. Det skriver New York Daily News.

»Hvis det bliver en pige, så bliver det Eva Braun, og hvis det bliver en dreng, ved jeg ikke endnu, hvad det bliver, men jeg overvejer Rommel,« siger Heath Campbells forlovede, den 22-årige Bethanie Rose Zito, til avisen.

Hun venter barn med en mand, der allerede har otte børn, hvoraf syvårige Adolf Hitler Campbell, seksårige JoyceLynn Aryan Nation Campbell, femårige Honzlynn Jeannie Campbell og den knap toårige Hons Heinrich alle er blevet tvangsfjernet på grund anklager om familievold.

Men sådan går det ikke med lille »Eva Braun«, hvis det står til Campbell.

»Jeg får min forlovede til at rejse til et nynazistisk anlæg i sydstaterne i juli. Der er ingen chancer for, at de finder ud af, hvor barnet opholder sig,« siger han til avisen.

Campbell understreger, at han vil blive ved med at opkalde sine børn efter kendte nazister fra 2. Verdenskrig.

BNB

Kinesisk barn reddet efter femetagers fald

KINA: Et toårigt kinesisk barn har overlevet et fald fra femte sal, efter at modige motorcyklister med strakte arme greb den lille pige i frit fald. Uheldet skete i den østlige provins Zhejiang i Kina, skriver Daily Mail.

Motorcyklisterne havde få minutter forinden opdaget, hvordan pigen balancerede på kanten af et åbent vindue fem etager over dem. Angiveligt var den lille pige lige vågnet efter en middagslur og havde efterfølgende lettere desorienteret lænet sig ud af vinduet.

Selv om pigen ramte jorden, nåede mændene kun halvanden meter over asfalten at bremse faldet så meget, at hun med det samme kunne rejse sig op og gå. En lille skramme over det ene øje, var det eneste bevis på det uheld, der let kunne have kostet hende livet.

BNB

Sulten alligator »gatecrashede« picnic

USA: Den uimodståelige duft af burgere var nok til, at en sulten alligator pludselig dukkede op på bredden i Homestead i Florida, hvor en af de lokale forretninger holdt firmapicnic, skriver metro.co.uk.

»Jeg blev selvfølgelig meget bekymret, da jeg i første omgang så dyret krybe op på bredden og nærme sig. De er jo tydeligvis ikke lige som bløde kaniner, så man bliver nødt til at være forsigtig. I det her område er alligatorerne endda vant til mennesker, og mange kaster mad ned til dem, så de har af gode grunde fået smag for det,« siger 68-årige Rodney Cammauf, som var vidne til episoden, til metro.co.uk.

Han fortæller desuden, at den sultne alligator hurtigt blev jaget ud i vandet igen af en forbipasserende, men desværre var burgerne også væk.

»Det er i hvert fald en hændelse, jeg ikke lige glemmer foreløbigt, men også en advarsel til andre, der holder picnic fremover,« siger Cammauf.

BNB

Dagens Gossip