Verden Rundt

63 kilo testikler forsvandt på 13 timer

USA: Fra den ene yderlighed til den anden er vist ikke for meget sagt. Inden operationen var Wesley Warren så tynget af sine mere end 63 kilo tunge testikler, at han ikke havde været uden for sin dør i flere år.

Efter den 13 timer lange operation var de enorme testikler væk, og det, der var tilbage, var ikke sådan at få øje på: 2,5 centimeter manddom. Det beretter Sky.

Wesley Warren begyndte at døje med hævede testikler, efter han maste dem i søvne en nat i juni 2008. Lægen gav ham antibiotika for at reducere hævelserne, men testiklerne bare voksede og voksede.

Warren er både glad og trist over resultatet af operationen:

»Jeg har det rigtig godt med, at vægten ikke længere tynger mellem mine ben. Det nåede til et punkt, hvor det var farligt for mit helbred. Men når jeg kigger ned på det, der er tilbage, så er det ikke det samme - det er fuldstændig anderledes,« siger han til The Sun og erkender, at hans 2,5 centimeter korte penis godt kan blive en udfordring i forhold til det der med kvinder.

»Det må være en meget tålmodig eller en sindssyg kvinde, der vil have mig i sit liv,« siger Wesley Warren.

Kæmpe-edderkop afbrød vejrudsigt

CANADA: Vejrværten Kristi Gordon fik sig forleden noget af en oplevelse under en vejrudsigt på den canadiske TV-station Global BC.

Midt i det hele kravlede en edderkop over kameraets linse, der filmede baggrunden til vejrudsigten. Da billedet blev projekteret op i studiet, fik edderkoppen en størrelse, så den snildt kunne spille en fremtrædende rolle i en amerikansk skrækfilm.

Kristi Gordon var ikke forberedt på edderkoppens indtog, så hun flygtede kortvarigt ud af billedet, inden hun fik samlet sig om at fortsætte udsendelsen.

Sult er med til at placere krydset på stemmesedlen

DANMARK: Er du ved at dø af sult, næste gang du skal sætte dit kryds på stemmesedlen, er det mere sandsynligt, at du stemmer på et parti til venstre for midten end et parti til højre.

Det er, skriver videnskab.dk, groft sagt konklusionen på to nye, danske undersøgelser, udgivet i tidsskrifterne Psychological Science og Political Psychology. De viser, at et lavt blodsukkerniveau og sult gør folk tilbøjelige til at være mere enige med partier til venstre for midten end til højre. I hvert fald når det kommer til spørgsmål om velfærdspolitik.

»Om du svarer lige før eller lige efter frokosttid betyder faktisk lige så meget for din politiske holdning til velfærd, som hvilken uddannelse og hvilket arbejde du har. Eller om du er arbejdsløs,« siger Michael Bang Petersen, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, til videnskab.dk.

I den ene undersøgelse bad forskerholdet en gruppe forsøgspersoner faste i fire timer, hvorefter de enten fik serveret Sprite eller Sprite Zero som er uden sukker. Den ene gruppe havde derfor et lavt blodsukkerniveau, hvorimod den anden gruppe havde et højt blodsukkerniveau.

»Vi tog blodsukkermålinger på begge grupper før og efter, og det vi kunne se var, at gruppen med lavt blodsukker var mere tilbøjelig til at støtte en venstreorienteret velfærdspolitik end gruppen med højere blodsukker tal,« siger Michael Bang Petersen.

BNB

Ti timers flyvetur uden toiletpapir

USA/STORBRITANNIEN: Der var forleden dømt krise på et United Airlines fly fra San Francisco til London. Passagerne måtte, beretter The Sun, klemme ballerne sammen, da flyselskabet havde glemt at pakke toiletpapir til den ti timer lange tur.

Flyselskabet lagde sig fladt ned efter fadæsen og beklagede:

»Vi undskylder over for vores kunder, og vil gerne benytte lejligheden til at byde dem velkommen tilbage«.

BNB

To-hovedet skildpadde har fået to navne

USA: En skildpadde med to hoveder kan naturligvis ikke nøjes med ét navn. Den to-hovedede kvindelige skildpadde, der 18. juni i år blev født i San Antonio Zoo i Texas, har fået navnene Thelma og Louise, skriver euronews.

BNB

Dagens Gossip