Verden Rundt

Forslugen amerikaner sætter ny pølserekord

USA: 69 hede hunde på 10 minutter. Sådan lyder den imponerende nye verdensrekord i hotdog-spisning, sat 4. juli af amerikaneren Joey »Jaws« Chestnut.

Rekordindtaget foregik ved det uofficielle VM i hotdog-spisning, der hvert år afholdes på restauranten Famous Nathan’s i New York. Her satte 29-årige Chestnut den hidtidige rekord i 2012, hvor han spiste 68 pølser med brød.

Han har nu vundet konkurrencen syv gange i træk og overgår dermed sin tidligere rival, japanske Takeru Kobayashi, der har seks sejre på CVet.

»Publikum bar mig frem. De ville ikke lade mig sætte farten ned. De var helt fantastiske,« siger verdensrekordholderen til ESPN.

På spindesiden var det også et kendt ansigt, der løb med sejren. Sonya Thomas vandt for tredje år i træk ved at spise 36 og tre fjerdeddele hotdog.

BNB

Venedigs gondolierer skal puste i ballonen

ITALIEN: En tur i gondol er en uomgængelig del af et besøg i Venedig, men noget tyder på, at man er i fare for at blive involveret i alkoholsejlads, hvis man stiger om bord i en af de sortmalede både.

Lederen af gondolierernes forening, Nicola Falconi, overvejer ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa at indføre obligatoriske alkohol- og narkotest for medlemmerne. Årsagen er flere rapporter om gondolierer, der er involveret i »upassende« opførsel, og senest har en video med et voldsomt indvielsesritual for en ung lærling vagt forargelse i Venedig.

Nicola Falconi betegner problemet med berusede gondolierer som voksende og siger ifølge BBC, at han vil fremlægge sit forslag for Venedigs byråd i næste uge. Alkohol- og narkotesten skal ikke kun gælde for gondolierer, men også vandbuschauffører, matroser og andre ansatte ved skibsfarten i byen med de mange kanaler.

BNB

Vrede over forbud mod mide-ost

USA/FRANKRIG: Halvandet ton fransk ost af typen mimolette er strandet på et lager i New York, efter at de amerikanske fødevaremyndigheder har nægtet at lade osten komme ind i landet.

Årsagen er ifølge BBC, at mimolette i amerikanske øjne ikke er egnet til menneskeføde. I afslaget på import hedder det, at lasten består af »beskidt, fordærvet eller råddent materiale«, mens amerikanerne ligeledes stejler over, at der anvendes mider til at fremelske mimolettens særprægede smag.

Afslaget på import vækker vrede blandt både franske producenter og amerikanske osteelskere. Talsmanden for producenterne påpeger, at ingen er blevet syge af at spise mimolette, men den franske vicefødevareminister siger ifølge BBC, at mimolette-magerne må ændre deres opskrift, hvis de vil eksportere til USA.

»Vi vil samarbejde med franske osteproducenter for at skabe en ny fremstillingsproces for modnet mimolette, der skal eksporteres,« siger viceminister Guillaume Garot.

BNB

Rabarberkompot raserer køkken

STORBRITANNIEN: En voldsomt brag vækkede forleden den britiske pensionist Margaret Godwin. Braget kom fra hendes køkken, og den forskrækkede kvinde troede først, at der var tale om en drengestreg af de store.

Men da hun inspicerede sit raserede køkken, viste det sig, at eksplosionen kom fra køleskabet, hvor et glas rabarberkompot var skyld i ødelæggelserne. Det skriver The Telegraph.

Kompotten, som Margaret Godwin havde fået af en ven, var begyndt at gære, og da trykket blev for kraftigt, eksploderede glasset og sendte køleskabsdøren på tværs af lokalet, hvor det slog hul i væggen. Trykket fra eksplosionen skabte også revner i lejlighedens lofter.

»Hvis jeg havde stået i vejen, ville jeg formentlig være blevet dræbt,« siger fru Godwin til avisen.

»Kompotten havde kun stået i køleskabet i fem dage, og jeg havde glædet mig til at spise den. Jeg regnede ikke med, at den ville sprænge i luften,« siger hun.

BNB

Amerikaner fanger verdens ældste og største stenfisk

USA: Den var sååååå stor! Lystfiskere har det med at gå op i størrelsen, men alder er åbenbart også vigtigt.

En amerikansk fisker ved navn Henry Liebmann kan nu prale med at fange en fisk, der formentlig er både den største og ældste inden for sin art.

Under en fisketur i Alaska fik Liebmann en næsten 18 kilo tung stenfisk på krogen. Og det er stort for en stenfisk, der kan være svær at fange, da den typisk bevæger sig rundt på dybt vand.

»Jeg vidste, at den var abnormt stor, men jeg vidste ikke, at det var rekord, indtil vi kiggede i en guidebog om Alaska, der var på båden,« siger Henry Liebmann ifølge Los Angeles Times.

Ikke nok med, at fisken formentlig er den største stenfisk, der nogensinde har bidt på en krog, så tyder det også på, at det er den ældste. Eksperter har kigget på den fisk og skyder på, at den er op mod 200 år gammel. De er nu ved at undersøge fangsten nærmere for at fastslå alderen mere præcist.

BNB

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV