Verden Rundt

STORBRITANNIEN: De originale kulisser fra Harry Potter-filmenes »Diagonal Stræde«, hvor hovedpersonerne forsyner sig med magiske eliksirer, skolebøger og tryllestave, kan nu opleves ved at bruge Google Street View. En funktion, der giver mulighed for at se, hvordan en vej ser ud fra gadeperspektiv.

Det er ved Warner Brothers’ - selskabet bag filmene - studiefaciliteter i nærheden af byen Watford nord for London, at Google har gjort det muligt at se gaderne i øjenhøjde. Skulle man have lyst til også at se den legendariske rektor Dumbledores kontor på den magiske skole Hogwarts, kan det lade sig gøre ved at tage til studierne, der også har Harry Potters kost til skue.

Splitternøgen kvinde agerede svømmende lokkedue ved smykkeindbrud

USA: Stephen Amaral fra Tennessee i USA måtte se i øjnene, at nogle ting er for gode til at være sande, efter at et ægtepar med nøgenhed og list stjal en revolver, smykker og medicin fra 54-årige Amarals hjem.

I slutningen af juni kom et par fra kvarteret forbi mandens hjem og spurgte, om de måtte tage et dyp i den tidligere vicesherifs svømmepøl. Det var der ikke noget i vejen for, lød det fra manden. Den fremmede kvinde bad sin bedre halvdel om at hente cigaretter, vendte sig mod Stephen Amaral og spurgte om han havde noget mod, at hun svømmede nøgen. Det skriver CNN, der citerer en lokal TV-station fra byen Nashville.

Amaral havde ingen indvendinger. Han satte sig ned i sin stol og nød udsigten til kvinden, der pjaskede rundt i pølen i 20 minutter. I det tidsrum stjal den »cigarethentende partner« Amarals tjenestepistol, medicin og smykker til en værdi af 6.500 kroner.

Parret er endnu ikke arresteret.

Dødfødt barn vågner op på hospitalskapel

Brasilien: En pige, der blev erklæret død ved fødslen torsdag, vågnede op tre timer efter på et hospitalskapel i byen Londrina i det sydlige Brasilien. Det skriver the Mirror, der citerer det brasilianske medie Globo 1.

Barnet stoppede med at trække vejret ved fødslen, og efter flere genoplivningsforsøg opgav lægerne og erklærede barnet for dødt. Derefter bragte en sygeplejerske barnet til hospitalskapellet, fordi hun ikke kunne »bære« at bringe det til lighuset.

Men da barnets bedstemoder kom for at hente barnet, så hun, at barnet sparkede med det ene ben og åbnede øjnene.

»Først kunne vi ikke acceptere det. Så kunne vi se, hun trak vejret. Vi gav hinanden knus og begyndte at råbe: »Hun er i live. Hun er i live«. Det var et mirakel,« siger bedstemoderen.

Dagens Gossip