Verden Rundt

Etårig datter købte bil på fars telefon

USA: Man kan roligt sige, at Sorella Stoute fra Portland er forud for sin tid. Selv om hun kun er ét år, har hun allerede købt sig en bil, skriver VG Nett.

Hendes far, Paul Stoute, var uvidende om bilkøbet, indtil han modtog en meddelelse fra auktionssiden eBay om, at han med sit bud på 225 dollar nu var ejer af en godt 50 år gammel Austin Healey Sprite.

»Hun (datteren, red.) bestemte sig for at åbne eBay-appen på min smartphone og begyndte derefter at klikke rundt. Det ene førte til det andet, og nu ejer vi en bil,« siger faren til VG Nett og ser det positive i sagen:

»Jeg er glad for, at hun bestemte sig for at købe en Austin og ikke en Porsche,« siger Paul Stoute.

Han og datterens mor blev ret chokerede, da de erfarede, at de pludselig var blevet bilejere.

»Vi overvejede, hvad vi skulle gøre - vi har jo egentlig ikke råd til den type ting,« siger han.

Bilen var langt fra køreklar ved levering, så det er godt, der går 15 år, inden datteren må sætte sig bag rattet og træde på speederen.

Familien har besluttet at beholde bilen og gøre den klar til Sorellas 16 års fødselsdag. Derudover har familien anskaffet en bedre tastelås til smartphonen.

BNB

Røvende »Robin Hood« i fængsel i seks år

USA: En bankrøver kunne ikke overbevise en amerikansk dommer om, at han blot stjal fra de rige for at give til de fattige, skriver Sky News.

Australieren, Corey Donaldson, stod tiltalt for at have begået et røveri mod Wyoming Bank i december sidste år. Han mente, at han var »berettiget« til at tage mindst 140.000 dollar, svarende til cirka 800.000 kroner, fordi han gav de fleste af pengene til folk, der havde brug for det.

»Du har ikke levet, indtil du har tjent andre på en måde, som de aldrig vil kunne gengælde,« sagde han i retten ifølge Sky News.

Men den hoppede juryen ikke på, og dommer Alan B. Johnson valgte således at idømme ham seks års fængsel.

Argumentationen fra den tiltalte var ifølge anklagemyndigheden usympatisk og uvederhæftig.

»Hans påstande om, at han udførte disse handlinger til gavn for de fattige er simpelthen uvederhæftige,« siger anklager Todd Shugart.

Den tiltalte var flyttet fra Australien for at blive gift med en amerikaner, men havde siden sin skilsmisse haft det svært økonomisk.

BNB

Slut med fodboldfans i bar overkrop

BRASILIEN: Fans, der fremover tropper op på det legendariske Maracana-stadion i Rio de Janeiro, må ikke længere optræde i bar overkrop, hvilket mange ellers gør i det fodboldglade land. Det har stadionledelsen netop besluttet, skriver The Telegraph.

Og ikke nok med det. Det skal også være slut med andre af de ingredienser, der er med til at skabe en god ramme om et fodboldbrag.

»Jeg afviser flag, trommer og at se kampen stående. Vi har ikke plads til flag,« siger præsidenten for Maracana, Joao Borba, til ifølge The Telegraph til Rio-avisen Extra.

Maracana, der netop er blevet renoveret for et milliardbeløb, danner rammen om næste års VM-finale.

BNB

Mand drages af luftmadras

USA: I den legendariske TV-serie Matador mente Misse Møghe, at hun dragede mændene. I USA drager en luftmadras en mand så meget, at det har kostet ham en tur bag tremmer, og måske sender ham i fængsel på ny.

Sagen drejer sig ifølge WHIOTV om 34-årige Edwin Tobergta fra Ohio, der for et par uger siden blev afsløret i at have genoptaget sit seksuelle forhold til luftmadrassen. Han havde, ifølge anklagen, forgrebet sig på madrassen, der var placeret ved en swimmingpool i nabolaget.

Politirapporten oplyser, at et barn kontaktede politiet efter at have set den 34-årige nøgne mand udføre »seksuelle bevægelser« på den oppustede madras. Forholdet til luftmadrassen går tilbage til 2011, hvor ejeren af madrassen så ham have samkvem af seksuel karakter med madrassen i husets indkørsel.

Midt i »akten« råbte ejeren til Edwin Tobergta, der flygtede med madrassen under armen. Madrassen kom tilbage til ejermanden, og den 34-årige blev sendt bag tremmer. For et par måneder siden blev han løsladt. Om hans nye forhold resulterer i en tur bag tremmer, afgøres senere på måneden.

BNB

Overlevede spring fra verdensberømt bro

USA: En 17-årig mand var usædvanlig heldig, da han forleden overlevede et spring fra Golden Gate Bridge i San Francisco.

For øjnene af sine venner sprang han i havet fra broen, og ifølge avisen San Francisco Chronicle var han selv i stand til at svømme i land med hjælp fra en surfer, som kom til undsætning.

Den unge mand, der tilsyneladende slap med nogle buler og ømhed i kroppen, blev efter redningen kørt på hospitalet.

»Vi efterforsker stadig, hvordan det her skete. Men jeg ved én ting: Han er mere end heldig at være i live i dag,« siger Chris Rardin fra politiet til San Francisco Chronicle.

BNB

 

Dagens Gossip