Verden Rundt

Australier sigtet for at køre bil uden rat

AUSTRALIEN: En mand fra det sydlige Australien står over for en omfattende sigtelse, efter at han blev stoppet af politiet i sin bil uden et rat at styre med. Det skriver australske ABC News.

I stedet for et rat havde den 38-årige mand udstyret bilen med skruetænger, der gik ned i styretøjet på bilen, der var en hvid sedan af mærket Holden.

Den noget aparte måde at styre bilen på var ikke det eneste, der tiltrak politiets opmærksomhed. Bilen var hverken indregistreret eller forsikret, ligesom den kørte med to punkterede dæk. Samtidig var bilen eftersøgt for at flygte fra en ulykke.

Føreren af bilen sigtes for kørsel med frakendt kørekort og for at køre i narkopåvirket tilstand.

BNB

Nyre bringer mand tilbage til sin eks

STORBRITANNIEN: Et britisk par, der har været separeret siden 1993, har genfundet kærligheden, efter at manden donerede sin nyre til ekskonen. Det skriver The Telepraph.

Kvinden, 44-årige Jo Macfarlane, lider af en kronisk nyresygdom og havde hårdt brug for en donor, da eksmanden, 53-årige Gordon Henry, hørte om situationen fra deres fælles søn, Jordan.

»At give Jo en nyre var en chance for at betale tilbage for alt, hvad hun har gjort for vores søn. Hun har opfostret ham i alle disse år,« siger han om årsagen til, at han valgte at donere sin nyre.

Det var fuldstændig uforståeligt, at det kunne ske, fortæller Jo Macfarlane til avisen.

»Det var kommet dertil, at jeg havde desperat brug for en ny nyre. Han gjorde det trods den store distance, der var mellem os i alle disse år. Han risikerede sit liv for mig og Jordan (den fælles søn, red.),« siger hun og forklarer, at genoptagelsen af forholdet var det eneste rigtige.

BNB

12-årig køber slik for stjålne checks

FRANKRIG: En 12-årig pige fra den sydfranske by Bordeaux er blevet taget af politiet, efter at hun over en længere periode har brugt stjålne checks til at købe slik og kager fra lokale butikker. Det skriver AFP.

I alt har hun købt ind til sin søde tand for 2.600 euro, godt 19.000 kroner.

Ifølge det lokale politi har hun stjålet en nabos checkhæfte tilbage i marts og siden brugt det til at forsøde sin kriminelle tilværelse.

Hendes søde ugerning blev dog opdaget, da et lokalt bageri forsøgte at indløse 23 af checksene, og der ikke var dækning på dem. Pigen blev hurtigt tilbageholdt og afhørt af politiet, men hun blev løsladt igen, efter at hendes forældre indvilgede i at betale hendes slikregning.

BNB

Senator håber på flere drikkepenge til strippere

USA: Hvis den amerikanske kongres godkender den såkaldte COINS Act, der erstatter endollarsedlen med en mønt, håber den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain, at det vil betyde flere penge til amerikanske strippere, der jo ellers er vant til at få endollarsedler i trusserne, når de optræder.

Avisen The Hill har således anført, at det vil være uhensigtsmæssigt, hvis stripperne skal have de kolde metalmønter i trusserne, men Arizaona-senatoren Mccain siger, at han »håber, at de kan opnå større bidrag.«

Og tilsyneladende har han et bud på, hvilke sedler stripperne så skal have:

»Femmere, tiere, hundreder,« skal han have sagt til The Hill.

BNB

TV-imam uddeler gratis babyer

PAKISTAN: En populær pakistansk gejstlig, der har sit eget TV-program, har benyttet den muslimske ramadan-måned til at dele gaver ud i sit show. Men det er ikke blendere og pengepræmier, der er på højkant. Imam Aamir Liaquat Hussai, har således uddelt forladte spædbørn til to barnløse par, skriver The Telegraph.

Hans TV-show, der handler om velgørenhed og fromhed blandet med kitsch, er et stort hit blandt seerne, men bliver også set som værende kontroversielt.

Det var således foran et måbende TV-publikum, at han overdrog den lille baby til et ægtepar, der havde brugt mange år på at prøve at få børn.

»Dette er den smukke pige, som nogen kastede på en bunke affald. Se hvor smuk og uskyldig, hun er,« sagde han, mens han holdt barnet frem mod kameraet.

De to spædbørn, der har fået forældre på fjernsyn, har begge været passet af en velgørenhedsorganisation, siden de blev fundet.

BNB

Dagens Gossip