Verden Rundt

Hund spiser lam mands testikel

USA: En lam mand fra den amerikanske delstat Arkansas anskaffede sig en hund for at få noget selskab, men hunden viste sig at være lige lovligt nærgående. Ifølge kait8.com vågnede den 38-årige mand, der sover nøgen, tidligt mandag morgen med en »brændende smerte«, og han opdagede, at hans lille nye hundeven lå mellem hans ben med blod på poter og snude.

Da gik det op for manden, at hunden havde bidt hans ene testikel af og spist den. Han kom på hospitalet og blev behandlet for sine skader, og hunden, som han havde adopteret tre uger tidligere, blev aflivet.

BNB

Politiker foreslår menstruations-fridage

RUSLAND: En russisk politiker har foreslået parlamentet at give kvinder to månedlige fridage fra arbejde, mens de har menstruation, skriver Reuters.

Politikeren, Mikhail Degtyaryov fra det nationalistiske LDPR-parti, mener, at menstruationen går hårdt ud over kvinders evne til at udføre deres arbejde.

»I den periode (under menstruationen, red.) oplever de fleste kvinder psykisk og fysisk ubehag. Smerten for det smukke køn er ofte så intens, at det er nødvendigt at ringe efter en ambulance,« siger den 32-årige politiker, der stiller op til borgmester i Moskva til september, hvor han dog ser ud til at have opbakning fra mindre end én procent af vælgerne.

Det russiske parlament samles først igen til september, men menneskerettighedsorganisationer har allerede kritiseret forslaget for at være sexistisk.

»Hvis vi seriøst debatterer kvinders effektivitet på arbejdspladsen under menstruationen, skal vi også se på, hvor effektive mænd er på jobbet efter en druktur,« siger Marina Pisklakova-Parker, der leder kvindegruppen Anna Center.

BNB

Guantanamo-fanger elsker »Fifty Shades«

CUBA: De indsatte i Guantanamo-fængslet i Cuba er tilsyneladende glade for erotisk litteratur. Det amerikanske kongresmedlem Jim Moran fra Virginia var sammen med nogle kolleger på besøg i fangelejren i sidste uge i den topsikrede Camp 7-afdeling, der blandt andre huser fem mænd, som er sigtet for at være medvirkende til terrorangrebet mod World Trade Center 11. september 2001.

»Den bog, der er mest efterspurgt af de indsatte, er »Fifty Shades of Grey« frem for Koranen. De har læst hele serien på engelsk,« siger Moran ifølge Huffington Post.

»Fifty Shades«-serien er blevet voldsomt kritiseret af anmeldere for at være dårligt skrevet, men den er alligevel strøget til tops på bestsellerlisterne.

166 fanger opholder sig i den kontroversielle, amerikanske fangelejr i Guantanamo. Flere af dem sultestrejker i protest mod deres tilbageholdelse.

BNB

Dagens Gossip