Verden rundt

Megababy født naturligt i Tyskland

TYSKLAND: En rekordstor baby er blevet født på naturlig vis i Tyskland. »Lille« Jasleen på 6,1 kilo og 57,4 centimeter kom til verden på universitetshospitalet i Leipzig 26. juli, og hun er dermed den største tyske nyfødte nogensinde.

Til sammenligning er den gennemsnitlige vægt for et nyfødt spædbarn i Danmark på cirka 3,5 kilo, mens gennemsnitslængden er omkring 52 centimeter.

Endnu mere imponerende er det, at Jasleens mor ikke fik hjælp i form af kejsersnit, da hun fødte sin datter. Lægerne forklarer ifølge Der Spiegel, at årsagen til Jasleens størrelse er svangerskabsdiabetes, og at både mor og baby har det godt.

Ifølge Guinness Rekordbog vejede verdens tungeste baby nogensinde 10,8 kilo og var 76 centimeter lang ved fødslen. Drengen, der blev født af en 2,27 meter høj mor, levede kun i 11 timer.

BNB

Skærme forhindrer hygge i frokostpausen

JAPAN: De studerende på universiteterne i Kobe og Kyoto vil ikke spilde frokostpausen på tant og fjas. Derfor er der blevet opsat afskærmning på kantinernes borde, så de flittige studerende kan undgå al social kontakt, mens de spiser.

Det skriver den japanske avis Asahi.

Skærmene er blevet sat op på midten af seksmandsborde, så de spisende studerende sidder på to rækker, tre og tre, og kigger ind i skærmene i stedet for på personerne overfor.

De studerende har forsat mulighed at sludre med deres medstuderende under frokostpauserne, men Asahi skriver, at bordene med de isolerende skærme er effektive og populære blandt de travle studerende.

BNB

Dronning Elizabeth var klar til atomkrig

STORBRITANNIEN: Den Kolde Krig sluttede for næsten et kvart århundrede siden, og de fleste har glemt, at verden ved flere lejligheder stod på randen af en altødelæggende atomkrig.

Nyligt offentliggjorte dokumenter fra det britiske nationalarkiv viser dog, hvor reel atomtruslen var. I forbindelse med en øvelse i 1983 skrev britiske embedsmænd en tale, som dronning Elizabeth skulle holde, når krigen med Sovjetunionen brød ud.

»Nu breder krigens vanvid sig igen gennem verden, og vores modige land må atter en gang forberede sig på at måtte kæmpe for overlevelse mod alle odds,« skulle dronningen ifølge AFP sige.

»Men uanset de rædsler, der lurer, vil de kvaliteter, som allerede to gange i dette triste århundrede har hjulpet os til at bevare vores frihed, endnu engang være vores styrke,« lyder det i talen.

I forbindelse med øvelsen fremstillede embedsmændene også flere fiktive avisforsider. Formiddagsbladet The Suns forside lød: »Krig - ordet vi ikke ville trykke«.

BNB

Dagens Gossip