Verden rundt

To fireårige kørte hjemme fra på traktorer

TYSKLAND: To tyske drenge på bare fire år forårsagede forleden en større politikaktion, da de pludselig var væk. De to drenge var kørt afsted på deres legetøjstraktorer og var kommet hele fem timers pedaltraktorkørsel væk hjemme fra, skriver Orange News.

Drengene var kørt hen for at besøge deres ven. Heldigvis kunne vennens mor ringe til drengenes forældre og afblæse eftersøgningen. Hun fortalte, at de var i god behold, men dog var meget trætte oven på den lange tur.

De to drenge blev på den lange tur tanket op med æblejuice af et par hjælpsomme ældre kvinder.

BNB

Tyve fortrød indbrud

USA: Da en flok tyveknægte brød ind i et sikret hus i Californien, USA, var det angiveligt for at stjæle, hvad der var af værdigenstande. Og det gjorde tyvene da også. De slap blandt andet af sted med flere computere.

Tyvene fik dog en dårlig smag i munden, da det gik op for dem, at det kontor, de havde rippet, tilhørte et center for ofre for seksuelle overgreb, skriver NBC News.

Centrets formand, der var meget overrasket over, at det i første omgang overhovedet var lykkedes tyvene at bryde ind på kontoret, blev endnu mere overrasket, da det lokale politi i San Bernadino County, Californien, endnu en gang ringede hende op. Denne gang kunne politiet fortælle, at det ikke var ting, der var blevet fjernet, men derimod ting der var kommet tilbage. Tyvene havde simpelthen fået så dårlig samvittighed over tyveriet, at de returnerede alle tyvekosterne inklusiv et håndskrevet brev.

I brevet undskyldte de blandt andet for at have taget computerne. De havde ikke været opmærksomme på, hvem de stjal fra, og derfor leverede de nu tingene tilbage til hjælpeorganisationen.

BNB

Stoltenberg kører taxa i Oslo

NORGE: Forud for det norske valg til Stortinget i september er statsminister Jens Stoltenberg trukket i chaufføruniformen og har sat sig bag rattet i en taxa for at køre uvidende nordmænd rundt i den norske hovedstad, Oslo. Søndag offentliggjorde statsministeren og det norske arbejderparti stuntet i en video på nettet. Stoltenbergs dag som taxachauffør skulle bringe ham tættere på vælgerne, deres ønsker og behov.

Flere af taxakunderne genkendte hurtigt Stoltenberg og bad ham blandt andet om at sætte en stopper for de store bonusser og høje lønninger til topchefer, skriver Sky News

Efterfølgende sagde Stoltenberg til VG Norge, at nordmændene er bedre tjent med at have ham på ministerposten og ikke i chaufførsædet.

BNB

Dagens Gossip