Verden Rundt

Ryanair undskylder for at nægte refundering af død kvindes billet

STORBRITANNIEN: Det tog lidt tid, men nu har Ryanair valgt at undskylde for at have nægtet tilbagebetaling for købet af en billet, der tilhørte en kvinde, som døde fire måneder før sin afrejse. Det skriver The Telegraph.

Da familien til den afdøde Beryl Parsons forsøgte at få pengene retur, var tonen ellers en anden hos det kontroversielle rejseselskab. Pengene kunne ikke tilbagebetales, da Beryl Parsons var gået bort mere end 28 dage før afrejsen, lød begrundelsen fra Ryanair, som henviste til flyselskabets regler, som ganske rigtigt anfører, at tilbagebetaling i tilfælde af dødsfald kun kan ske i de sidste 28 dage op til afrejsen.

Dette gjorde imidlertid sønnen til den afdøde kvinde så rasende, at han truede med at tage morens urne med om bord på flyet til De Kanariske Øer. Han havde forinden indsendt en kopi af morens dødsattest for at få de knap 2.000 kroner, som billetten havde kostet, retur.

»Ryanair har sendt et nyt brev, der undskylder for den fejlagtige melding, som vores kundeservice gav i sidste uge. Han havde krav en refundering, og den er nu blevet sendt til ham sammen med vores dybeste beklagelse,« siger Robin Kiely, kommunikationschef for flyselskabet, til The Telegraph.

BNB

Indiske studerende laver lingeri mod voldtægt

INDIEN: I Indien har man store problemer med grove og hyppige voldtægter af kvinder, og landet har blandt andet fået international kritik for at gøre for lidt ved problematikken. Nu har tre ingeniørstuderende taget sagen i egen hånd og udviklet såkaldt antivoldtægts-undertøj, skriver weirdasiannews.com.

»Lingeriets blonder indeholder en GPS-sender og GSM samt en tryksensor, og det er i stand til at afgive kraftig strøm. Desuden kan det alarmere for eksempel pigens mor, far eller politiet,« siger Manisha Mohan, som er en af de tre studerende fra Sri Ramaswamy Memorial Universitetet i byen Chennai, der står bag opfindelsen.

»Hvis en person forsøger at forgribe sig på en kvinde, vil den person få sit livs chok i det øjeblik, tryksensorerne bliver aktiveret,« tilføjer hun ifølge weirdasiannews.com.

Opfindelsen er blevet nomineret til »Gandhian Young Technological Innovation Award 2013«, lyder det.

BNB

Mand bygger eget bjerg på højhus

KINA: En kinesisk forretningsmand, som har brugt seks år på at bygge et slags bjerg af klipper og buske på toppen af et højhus i Beijing, er nu blevet bedt om at fjerne sit atypiske projekt af hensyn til sikkerheden i ejendommen, skriver flere internationale medier.

Manden bag, en forretningsmand inden for medicinbranchen, har således fået 15 dage til at få fjernet sin »bjergtop« og dertilhørende luksuslejlighed. Byggeriet er ifølge The Telegraph det seneste eksempel på rige kineseres manglende respekt for øvrige beboere og for loven, men klager fra øvrige beboere har nu fået myndighederne til at gribe ind.

Klipperne har således fået huset til at slå revner hele vejen ned, og flere frygter, at de 26 etager kan brase sammen på grund af den massive ekstra vægt på toppen af huset.

BNB

Dagens Gossip