Verden Rundt

Sluger tå og får bøde for det

CANADA: En gæst i hotelbaren på Downtown Hotel i Dawson City i Canada fik lidt mere, end han bestilte, da han fik drinken »sourtoe«, skriver internationale medier.

Som navnet antyder indeholder drinken nemlig en vaskeægte tå, endda en oldgammel, mumificeret en af slagsen, der stadig har negl på. Det er dog ikke meningen, at man skal drikke tåen, den skal blot give smag til whiskey-drinken.

Men bargæsten ville have det hele med, så han slugte tåen, hvilket udløste en bøde på 500 dollar, knap 3.000 kroner.

Baren er nu på udkig efter en erstatningstå og har bebudet, at bøden i fremtiden vil blive hævet til 2.500 dollar, omkring 14.000 kroner.

BNB

Fiskeres guldbarre-vits medfører politi-efterforskning

STORBRITANNIEN: Det gav bagslag, da en besætning på en fisketrawler lagde billeder med en falsk guldbarre på Faceboook. De blev således mødt af politiet, da de kom i havn, skriver The Telegraph.

På Facebook havde fiskerne proklameret, at de ud for Falmouth i Cornwall i England havde fundet 11 guldbarrer til en værdi af mere end ti millioner kroner. I virkeligheden var guldbarren et gammel messingbeslag, og billedet på Facebook skulle snyde besætningsmedlem Billy Andersons forlovede, så hun troede, at hendes kommende mand var blevet rig.

Billedet spredte sig imidlertid med lynets hast på Facebook, og derfor skulle den 36-årige Billy Anderson forklare sig over for politiet, da han kom i land.

»Da jeg så politiet stå på molen, vidste jeg, at vi var gået for vidt med vittigheden,« siger den skotske Billy Anderson ifølge The Telegraph.

Han blev dog ikke anholdt.

BNB

Kvinde stjæler sin cykel tilbage

CANADA: Man skal ikke stjæle fra 33-årige Kayla Smith, som tilsyneladende er klar til at stjæle det stjålne tilbage, hvis hun får chancen.

I hvert fald tøvede hun ikke, da hun en dag kunne se, at hendes stjålne cykel var sat til salg på nettet, skriver today.som.

Cyklen havde kostet mere end 5.000 kroner, og hun fik igennem en ven nys om, at en cykel meget lig hendes var til salg på det såkaldte Craigslist. Den stod til 300 amerikanske dollars, svarende til knap 1.700 kroner.

Smith kontaktede efterfølgende sælgeren og aftalte et møde på en parkeringsplads. Hun spurgte, om hun måtte få en prøvetur, og selv om tyven tøvede, fik hun lov. Hun vendte imidlertid aldrig tilbage.

Selv om politiet i en erklæring fraråder, at man tager sagen i egen hånd på den måde, fortryder Kayla Smith ikke.

»Nogle gange skal man bare holde fast i, hvad der er rigtigt, og hvad der er ens eget,« siger hun til today.com

BNB

Dagens Gossip