Verden Rundt

Familie fandt gammel guldskat

USA: En skattejæger-familie fra Florida i USA har fundet en skat med guld i et historisk skibsvrag ud for Floridas kyst. Skatten har ifølge Reuters en værdi på 300.000 amerikanske dollars, svarende til knap 1,7 millioner danske kroner.

Familien, som består af mor, far og to voksne børn, havde held med at finde guldkæder og mønter i vraget, som helt tilbage i 1715 var en del af en gruppe på i alt 11 skibe, der gik ned under en storm i havet mellem USA og Cuba. De var på vej fra Spanien til Havana i Cuba, skriver Reuters.

Familien, som i flere år har været skattejægere, fandt også en sølvplatte til en værdi af knap 150.000 danske kroner i 2002.

Skatten fra skibsvraget vil nu blive placeret i myndighedernes varetægt, og staten Florida har lov til at udstille op til 20 procent af skatten på museum.

BNB

Heltemodig granddanois slukkede bombe med tis

STORBRITANNIEN: Juliana, en hund af racen granddanois, bliver i England påny fejret som en helt, efter at man har fundet ud af, at den under 2. verdenskrig slukkede en bombe ved at urinere på den, skriver The Telegraph.

Man mener, at Juliana sprang over mod bomben, der faldt igennem taget på dens ejers hus, og tømte hele blæren ud over den, hvilket resulterede i, at bomben fusede ud. Juliana fik en hædersmedalje for indsatsen.

Tre år senere alarmerede heltehunden en gruppe kunder i forbindelse med en brand, der hærgede i Julianas ejers skobutik. Det resulterede i endnu en hædersmedalje.

Historien om hunden har fået nyt liv, efter at man har fundet og bortauktioneret en mindeplade med ordlyden »Juliana - æret med en medalje for at slukke en bombe i april 1941. Æret med en medalje igen for at alarmere mennesker under en brand i november 1944«.

»Vi finder konstant små skatte, når vi rydder huse, og mange bærer på fascinerende historier. Det her er et perfekt eksempel,« siger auktionarius Philip Taubenheim fra Wotton Auktion Rooms i Gloucestershire til The Telegraph.

Mindepladen blev solgt for små 10.000 danske kroner.

BNB

Zoo bruger hund som falsk løve

KINA: Det kunne virke som et meget åbenlyst fupnummer, men det virkede tilsyneladende i et stykke tid efter hensigten. En zoologisk have i Kina forsøgte således at snyde folk til at tro, at en hund med en stor pels var en løve, skriver Weird Asia News.

Det viste sig imidlertid, at »løven« var en hund af racen tibetansk mastiff, som tilhørte en af dyrepasserne. Manøvren har medført stor kritik fra offentligheden, og myndighederne holder skarpt øje med den zoologiske have.

Flere »almindelige« dyr er efterfølgende blevet fundet i haven, herunder hunde, som er blevet »brugt« som ulve.

Ifølge flere medier kæmper flere af de kinesiske zoos med, at regeringen forbyder dyreshows. Og for at bevare en vis indtjening, er husdyr blevet sat ind som snyde-dyr uanset hvor åbenlyst, det måtte være.

BNB

Dagens Gossip