Verdens længste skib under dansk flag

De store tal gør ikke bare »Mærsk Mc-Kinney Møller« til verdens største containerskib. De kan meget vel gøre skibet til det længste stadig sejlende skib i verden - og muligvis verdens største flydende enhed. Det fortæller historiker ved A.P. Møller - Mærsk, Henning Morgen.

Det er i hvert fald de informationer, Mærsk-historikeren har. Henning Morgen kan ikke på stående fod komme på noget, der i dag skulle være større eller længere. Det har der dog været tidligere. Han peger på de omtrent 500 meter lange supertankere, der tidligere var havets konger.

»Der blev bygget nogle supertankere i slutningen af 1970erne og starten af 1980erne, som kunne bære over 500.000 ton råolie, men på grund af sikkerhedsproblemerne med enkeltskrogsskibe - og sikkert fordi de har været uøkonomiske - sejler de ikke mere. Ikke ved egen motorkraft i hvert fald. Nogle af dem fungerer dog som opankrede oplagringsenheder,« siger Henning Morgen til Berlingske Business og tilføjer:

»Det er mit indtryk, at »Mærsk Mc-Kinney Møller« er den største nu.«

Historien om, hvorfor såvel containerskibene som A.P. Møller - Mærsk er endt der, hvor de er i dag, handler i Henning Morgens optik om globaliseringen, der for alvor tog fart i begyndelsen af 1990erne, og om opfindelsen af transportcontaineren. Sidstnævnte har simpelthen været forudsætningen for og drivkraften i udviklingen.

Før containeren gjorde sit indtog i transportsektoren, lastede man varer »i« transportmidler - eksempelvis i skibe, last- og togvogne - i dag laster man »på« transportmidlerne. Det har medført en revolution inden for sektoren, hvor tiden man bruger på transport samt af- og pålæsning er blevet reduceret til en brøkdel af den tidligere.

Det er den udvikling, der er smittet af på containerskibenes størrelse. Henning Morgen forklarer, at da A.P. Møller - Mærsk i 1975 byggede sit første containerskib, havde det en størrelse, så det kunne tage 1.600 TEU. I dag er de største altså over ti gange så store.

»Den udvikling er jo fantastisk. Skibene er selvfølgelig imponerende i sig selv, men det er alt andet lige containeren, der er skyld i det her. Det er containeren, der har sat skub i verdenshandlen og globaliseringen, som vi kender den i dag. Skibenes størrelse er simpelthen en reaktion på det. Samspillet har så medført, at transportomkostningerne i dag stort set er uvæsentlige for virksomhederne. Transportomkostningerne har i dag ikke den store betydning for en vares pris,« siger han.

Om den udvikling så er ensbetydende med, at containerskibene bare vil blive ved med at vokse, er der dog ikke et entydigt svar på. Maersk Line-konkurrenter barsler med skibe i samme størrelse som Tripple-E-klassen, men verden har faktisk ændret sig, forklarer Henning Morgen.

»Én ting er jo infrastruktur. Når vi kommer med et nyt skib og siger til de interesserede havne, at I får brug for en kran, der kan række 23 rækker, så kræver det store investeringer. Det skal de jo være interesserede i,« siger han.

Derudover er tiderne skiftet. Den nye generation af kæmpecontainerskibe er bygget efter et nyt koncept, og læren af det koncept kan komme til at påvirke fremtidig strategi, når det kommer til nybygninger.

»Shippingvirksomheder har jo altid gået op i hastighed, men i dag er verden allerede globaliseret. Nu skal vi ikke åbne nye netværk og sejle til nye havne. Nu skal vi sejle så økonomisk så muligt. Kunderne i dag er interesserede i rettidighed - ikke nødvendigvis fart. Og det er det nye ved Tripple-E-skibene. Det er det, de er bygget efter.«

Store skibe bliver naturligvis bygget med økonomi i baghovedet - ikke bare for at slå rekorder. Det vil de også fremover. Det ændrer dog ikke ved, at det alligevel fylder noget i mange A.P. Møller - Mærsk-ansattes bevidsthed, at de ved, at deres koncern er helt med i font, når det kommer til skibe. Det er ikke forkert at tale om en slags stolthed, forklarer A.P. Møller - Mærsk-historikeren.

»Jo, det betyder noget - og det hver gang vi slår en rekord. Vi er en skibsrederkoncern, og vores selvforståelse er jo blandt andet udtrykt i gode kvalitetsskibe. Det fandt både A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Møller fandt vigtigt - det at man havde nogle skibe, der kunne repræsentere sig. Og det skulle ikke være gårsdagens nyhed. Det skulle være noget der trak udviklingen den rigtige vej,« siger Henning Morgen til Berlingske Business.

Dagens Gossip