Verdens lande vedtager historisk klimaaftale i Paris

Skrevet af admin

12/12/2015

Dagens topnyheder

En historisk aftale, der skal begrænse temperaturstigninger og redde kloden fra en klimakatastrofe, er vedtaget af 195 lande på klimatopmødet i Paris.

- Jeg ser ingen modstand. Aftalen er vedtaget, siger topmødets formand, den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, under stor jubel og dundrende klapsalver på COP21 i Paris.

USA's udenrigsminister, John Kerry, og USA's tidligere vicepræsident Al Gore, Kinas chefforhandler, Xie Zhenhua, den franske klimaminister, Ségolène Royal, EU-klimakommissær Miguel Arias Cañete og mange andre giver knus og klapper hinanden på skuldrene, mens blitzlys lyner.

- Vores historiske ansvar er enormt, sagde Laurent Fabius tidligere lørdag, da Frankrig lagde sit bud på den endelige klimaaftale frem foran forhandlerne fra hele verden.

Også FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, pressede lørdag på for at få klimaaftalen vedtaget.

- Nu kan vi se målet. Lad os gøre arbejdet færdigt. Verden holder øje med os. Millioner af mennesker er afhængige af jeres klogskab, sagde FN's generalsekretær i en indtrængende appel til klimaforhandlerne under topmødets slutspurt.

Vedtagelsen lørdag aften sker efter maratonforhandlinger på klimatopmødet, der gik i gang 30. november i den franske hovedstad og fredag aften løb ud i overtid.

Klimaaftalen, der skal træde i kraft i 2020, skal holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til førindustrielt niveau og sigte efter at begrænse stigningen til 1,5 grader.

Men åbningen af det afgørende møde i plenarsalen trak ud, da det viste sig, at mindst tre lande lørdag aften blokerede for en global aftale om at bekæmpe klimaforandringerne.

Nicaragua, Tyrkiet og Ukraine stillede sig i nogle timer på målstregen i vejen for, at de franske COP21-værter kunne indlede seancen og sikre den historiske aftale, siger en diplomatisk kilde fra mødet til Ritzau.

Først efter halvanden times forsinkelse kunne mødet gå i gang, men kort efter var aftalen en realitet.

Miljøorganisationer glæder sig over, at klimaaftalen ikke blot har som mål at begrænse klodens temperaturstigning til to grader, men at den også nævner et mål om højst 1,5 grader.

Til gengæld kritiserer de, at aftalen mangler en klar køreplan for, hvordan verdens lande når de mål, de netop har lovet hinanden at stile efter.

/ritzau/