"Verdens lykkeligste folk" på Kolding Teater

I Danmark er vi verdens lykkeligste folkefærd, men vi også i toppen, hvad angår alkoholmisbrug, skilsmisser, selvmord og indtag af lykkepiller. Hvordan det hænger sammen, er der kommet en sjov og skarp komedie ud af. Verdens lykkeligste folk vises på Kolding Teater i morgen mandag klokken 19.30.

På lokalradiostationen Radio-Solskin sender man glade nyheder til verdens lykkeligste folk. Og det har man gjort med succes, så længe nogen kan huske.

Her møder publikum de to radioværter, Ulla Britt Vissenbjerg og Jens Peter Jensen, deres faste tekniker, Torben Grip og den langtidsaktiverede selvudnævnte vogter af kaffemaskinen, opvaskemaskinen og telefonen, Kenny Gunner Brandt. Faste rutiner og kendte roller præger de fire medarbejderes hverdag på stationen, og man griner af de små forskelligheder der måtte være.

Alt forandres dog da den trygge hverdag rammes af den værst tænkelige nyhed fra den nye innovative borgmester, Karen Margrethe Topdahl - radiostationen skal nedlægges.

De fire medarbejdere sætter alt ind for at redde deres arbejdsplads, mens den indre svinehunds uhyggelige gøen langsomt men sikkert tager til i styrke. Deres liv, venskab og samarbejde bliver sat på en alvorlig prøve - for hvad er der tilbage, hvis radiostationen lukker? Hvordan kan man insistere på at være lykkelig, når ulykkerne hagler ned over en? Og kan skeletterne finde vej tilbage i skabet, når de først er ude?

I rollerne som Radio Solskins besætning ses Petrine Agger, Henrik Birch, Jakob Lohman og Kristian Holm Joensen, mens Vibeke Hastrup har rollen som borgmesteren. Frede Guldbrandsen har instrueret.

Verdens lykkeligste folk er en lokal fortælling om et land og et folkefærd, hvis selvopfattelse ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Kolding Teaterforening står for opførelsen, og billetter kan købes på www.billetten.dk.

Dagens Gossip