Verdens største regnskov svinder ind

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Skovrydningen i den del af den kæmpemæssige Amazonas-regnskov, der ligger i Brasilien, er øget med 28 procent fra august 2012 til juli i år. Tallet får landets miljøminister Izabella Teixeira til at indkalde til krisemøde.

I alt er skoven svundet ind med 5843 kvadratkilometer i løbet af det seneste år, viser satellitbilleder af området. Det svarer stort set til det dobbelte areal af Fyn.

Skovrydningen i Amazonas var ellers faldet i tempo over de seneste år.

- Man kan ikke argumentere imod tal, siger Marcio Astrini fra Brasilien-afdelingen af miljøorganisationen Greenpeace.

- Det her er ikke dommedagsprofeti. Det er en ægte og målbar tilbagegang i en ellers positiv tendens, fastslår han.

Af de væsentligste årsager til skovrydningen nævnes en omfattende udvidelse af jordbrugsarealer i skoven og produktion af sojabønner i delstaterne Para og Mato Grosso. En anden forklaring er store infrastrukturprojekter som nye jernbaner og veje.

Miljøminister Izabella Teixeira vil i næste uge mødes med de regionale myndigheder for at få en forklaring på situationen. Hun afviser, at regeringen er skyld i den tiltagende skovrydning.

Brasilien overvåger nøje, hvor meget skov, der bliver ryddet hvert år i Amazonas, der er verdens største regnskov og har et areal på størrelse med det vestlige Europa.

Regnskoven er en kæmpe kilde til oxygen og frisk vand. Klimaeksperter betragter området som en vigtig stødpude i kampen mod klimaforandringer.

/ritzau/Reuters