Verdens stormagter opfordrer til fælles front mod IS

Skrevet af admin

21/11/2015

Mest læste i dag

De 15 lande i FN's Sikkerhedsråd opfordrer alle lande, der har mulighed for det, til at bakke op om at nedkæmpe Islamisk Stat (IS) og forstærke indsatsen med at forebygge yderligere angreb fra den ekstremistiske bevægelse.

Rådet har fredag på fransk initiativ enstemmigt vedtaget en resolution, der fordømmer den ekstremistiske bevægelse, som har taget skylden for sidste uges dødbringende angreb i Paris.

Enigheden i Sikkerhedsrådet kommer efter måneder med uenighed mellem Vesten og Rusland i forhold til det syriske spørgsmål.

IS "udgør en hidtil uset global trussel mod den internationale fred og sikkerhed", hedder det i resolutionen.

Alle FN's medlemslande opfordres til at "fordoble og koordinere deres bestræbelser på at forebygge og standse terrorangreb" begået af IS og andre ekstremistiske grupper som al-Qaeda.

Ifølge Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, viser fredagens beslutning i Sikkerhedsrådet, at viljen til at konfrontere IS, er øget.

- Det er nu vigtigt, at alle lande på konkret vis forpligter sig til denne kamp. Enten gennem militære aktioner, forsøg på at finde politiske løsninger eller i kampen mod finansiering af terrorisme, siger Fabius ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Resolutionen indeholder ikke et retsgrundlag for militær indgriben og påberåber sig ikke kapitel syv i FN-pagten, der giver grønt lys for magtanvendelse.

Men franske diplomater mener, ifølge AFP, at resolutionen vil give vigtig politisk støtte fra international side til at nedkæmpe Islamisk Stat.

Derimod indeholder den et krav om sanktioner og opfordrer medlemslandene til at gøre endnu mere for at afskære strømmen af udenlandske krigere til Syrien og Irak.

Frankrig har efter massakren i Paris forrige fredag optrappet sine luftangreb mod IS.

Desuden har landet sendt hangarskibet Charles de Gaulle til Middelhavet som en yderligere foranstaltning. Det er dog en beslutning, som blev taget før massakren i den franske hovedstad.

/ritzau/Reuters