Verdens tredjestørste opkøb lander i dag

Verdens tredjestørste opkøb nogen sinde er ved at falde på plads, når det amerikanske teleselskab Verizon Communications køber sin britiske partner, Vodafone, ud af deres fælles selskab for 130 milliarder dollars eller 733 milliarder kroner.

Vodafone, som er verdens næststørste mobilselskab efter kinesiske China Mobile, sælger sin ejerandel på 45 procent af Verizon Wireless, efter at Vodafones bestyrelse mødtes søndag for at godkende handelen, hvis størrelse Vodafone allerede har bekræftet.

Verizon Wireless er USAs største mobilselskab. Vodafone har siden 1999 været medejer af selskabet. Verizon har ikke lagt skjul på sit ønske om at opnå fuldt ejerskab over et mobilnet, som vokser hurtigt og sikrer en omsætning på milliarder af dollars.

Verizons bestyrelse skal mødes mandag morgen, og derefter ventes handelen offentliggjort senere mandag.

En betydelig del af det gigantiske beløb ventes at blive udbetalt til Vodafones aktionærer i en blanding af aktier og kontanter. Vodafone er lidt af en folkeaktie i Storbritannien, så handelen ventes at give en massiv pengeindsprøjtning til britisk økonomi. Samtidig vil Vodafone kunne gå på opkøbsjagt for at sikre sig et bedre fodfæste på den brede palette og kunne levere pakkeløsninger med både mobiltelefoni, internetforbindelse, fastnettelefoni og TV til europæerne og kunder på udviklingsmarkeder. I juni købte Vodafone Tysklands største kabel-TV-selskab, Kabel Deutschland, for 10 milliarder dollars.

Vodafone vil sælge sine Verizon-aktier og et antal europæiske selskaber til Verizon Communications. Efterfølgende køber Vodafone de europæiske selskaber tilbage for at få nedslag i skatten. Vodafone kan også, ifølge The Guardian, udnytte den britiske lovgivning, hvorefter selskaber ikke skal betale skat af indtjening på at sælge aktier i andre virksomheder.

Verizon ventes at lægge 60 milliarder dollars i kontanter med hjælp fra bankforbindelser som J.P. Morgan, Morgan Stanley, Barclays og Bank of America Merrill Lynch. Andre 60 milliarder dollars kommer fra aktier i Verizon Communications. Disse aktier beholder Vodafone ikke selv men giver dem til sine egne investorer for derved at nedbringe det beløb, som skal udbetales i kontanter.

Fredag havde Verizon Communications en børsværdi på 136 milliarder dollars.

Vodafones salg af Verizon Wireless vil være den tredjestørste handel nogen sinde efter AOLs køb af Time Warner i 2001 for 124 milliarder dollars i kontanter og aktier og Vodafones eget opkøb af den tyske telekoncern Mannesmann i 2000 for 150 milliarder euro.

Verizon ejer 23 procent af Vodafone Italy, og ifølge nyhedsbureauet Bloomberg ventes Vodafone at overtage dette selskab fuldtud.

Dagens Gossip