Verdensbanken forudser mindre økonomisk vækst

I en rapport, der redegør for Verdensbankens perspektiver på den globale økonomi, vurderer banken, at verdens økonomier vil ekspandere langsommere i år, end de gjorde sidste år.

Verdensbanken henviser i rapporten blandt andet til, at den europæiske recession har været dybere end forventet.

Verdens samlede bruttonationalprodukt vil derfor vokse 2,2 procent i år mod 2,3 procent sidste år, vurderes det i rapporten.

Verdensbanken vurderede ellers i januar, at den samlede vækst ville være 2,4 procent i år.

»Væksten er ikke langsommere på grund af utilstrækkelig efterspørgsel, men snarere, efter vores mening, fordi den meget stærke vækst, som vi har set i før-krisetiden, skyldtes et boblefænomen,« lyder det ifølge Reuters fra rapportens hovedforfatter, Andrew Burns fra Verdensbanken.

Verdensbanken advarer om, at de store udviklingsøkonomier som Rusland, Indien, Kina og Brasilien, som har drevet den globale vækst i de senere år, ikke vil have samme vækst, som de havde før den globale finanskrise, og at der skal strukturreformer til, så økonomierne fortsat vil udvikle sig.

Dagens Gossip

Dagens TV