Verdenskendt komiker i sort efter kanindrab

Det sendte chokbølger gennem hele den dyrevelfærdsbevidste verden, da en radiovært på Radio24syv tidligere på ugen dræbte en kanin for åben mikrofon.

Værten Asger Juhl, der i sit program mandag morgen førte en debat om dyrevelfærd, demonstrerede under udsendelsen, hvordan man kan dræbe en kanin ved at slå den tre gange med en cykelpumpe og vride halsen om på den.

Efterfølgende er live-drabet på den kun 9-uger gamle babykanin Allan gået verden rundt, mens chefredaktør Jørgen Ramskov har forsvaret handlingen over for internationale medier som amerikanske CNN og britiske Sky News.

Nu har den verdenskendte komiker og skuespiller Ricky Gervais også blandet sig i debatten. På sin profil på det sociale medie Twitter har Gervais delt Sky News' nyhed efterfulgt af en stærkt ironisk udmelding.

- Jeg har lige tæsket en dansk DJ ihjel med en cykelpumpe for at vise, hvor brutalt mord er, skriver han.  

Ricky Gervais, som lige nu er aktuel i Netflix-serien "Derek", har i flere år arbejdet aktivt for at fremme dyrevelfærd i og uden for  sit hjemland England. 

På komikerens Twitter-profil kan man blandt andet læse om den ærespris, han har modtaget fra dyrevelfærdsorganisationen RSPCA, ligesom han også her opfordrer sine følgere til at gå ind i kampen for at forbyde tyrefægtning.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip