Verdenskendt rocksanger kollapser på scenen

Skrevet af admin

17/06/2016

Mest læste i dag

Torsdag aften endte en koncert i den canadiske by Edmonton meget trist for den verdenskendte musiker Marvin Lee Aday, der optræder under kunstnernavnet Meat Loaf.

Midt under nummeret "I Would Do Anything For Love" skælvede benene pludseligt under den 68-årige rocksanger, som kollapsede og faldt om.

Efterfølgende hastede scenemedarbejdere og bandet straks hen til musikeren, og et øjenvidne fortæller, at en ambulance blev tilkaldt.

Politiet i Edmonton bekræfter alarmopkaldet over for CBC, som også har øjenvidneberetninger om de dramatiske minutter.

- Han faldt. Han faldt simpelthen om, og man kunne høre mikrofonen ramme gulvet. Han rejste sig ikke op, sikkerhedsfolkene for straks hen til ham og sagde, vi skulle forlade koncerten, mens brandbiler og ambulancer kom til spillestedet, siger Jamie Carriere til det canadiske nyhedsmedie.

Der er endnu ikke oplysninger om musikerens nuværende tilstand - hverken fra talspersoner eller på musikerens hjemmeside.

Kollapset sker få dage efter, at Meat Loaf aflyste to canadiske koncerter i henholdsvis Calgary og Moose Jaw tidligere på ugen.

Musikeren er besvimet under to tidligere koncerter i henholdsvis 2003 og 2011, og sidste sommer aflyste han alle sine koncerter uden officiel grund.

Meat Loaf slog igennem i 1977 med "Bat Out of Hell"-albumtrilogien og har udgivet 13 album, hvor det seneste, "Braver Than We Are", udkom tidligere på året.

Desuden arbejder Meat Loaf også som skuespiller og kan blandt andet kan skrive det Oscar-vindende boksebrag "Fight Club" på CV'et.

Privat er han gift og far til to.

/ritzau/FOKUS