Verdenskendte danskere hædres med nye frimærker

Skrevet af admin

31/03/2016

Dagens topnyheder

Frimærkesamlere får et nyt samlerobjekt, når Post Danmark sender to nye frimærker på gaden.

De to frimærker hylder to af de største danske personligheder nogensinde, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller og arkitekt Jørn Utzon.

- Deres navne, historier og bedrifter er i dag husket og anerkendt, ikke bare i Danmark, men i hele verden, siger Martin Pingel, designchef i PostNord frimærker.

Jørn Utzon er nok mest kendt for at være manden bag Operahuset i Sydney i Australien, mens Mærsk Mc-Kinney Møller stod i spidsen for et af verdens største rederier.

Mærsk Mc-Kinney Møller er den anden erhvervsmand, der får æren af at komme på et frimærke herhjemme.

Den første var brygger og mæcen I.C. Jacobsen i 1947.

Jørn Utzon er den tredje danske arkitekt, der finder vej til et frimærke. De to andre er Arne Jacobsen og Poul Henningsen.

Da Sydney Opera House anses for at være et af Utzons væsentligste værker, er bygningsværket naturligvis med som baggrund i Utzon-frimærket.

På samme måde har frimærket med Mærsk Mc-Kinney Møller et skib i baggrunden. Det er skibet Emma Mærsk med den hvide, syvtakkede stjerne på skorstenen.

Familien sætter stor pris på det nye frimærke.

- Jeg og familien værdsætter den fine anerkendelse af min fars virke, som dette frimærke ærer, siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der er yngste datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, i en skriftlig kommentar.

Frimærkerne er graveret af Martin Mørck og kommer i værdien 19 kroner. De kan købes på udvalgte posthuse, i Post Danmarks netbutik og via Post Danmarks app.

/ritzau/