Verdensmester er ude i hele slalomsæsonen efter styrt

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Den regerende verdensmester i storslalom, østrigeren Anna Fenninger, er færdig for resten af skisæsonen, efter at hun styrtede til træning onsdag.

Det oplyser det østrigske skiforbund, som fortæller, at Anna Fenninger pådrog sig en alvorlig skade i det venstre knæ under slalomtræningen - bare tre dage før sæsonåbningen i østrigske Sölden.

Anna Fenninger blev straks efter uheldet fragtet til sygehuset i østrigske Innsbruck med helikopter. Hun er nu indlagt for at få behandling.

- Det er meget alvorligt, siger den østrigske landstræner Jürgen Kriechbaum til Sport24 om skadens omfang.

Den 26-årige alpine skiløber, som har vundet World Cuppen de seneste to sæsoner, har generelt slidt med knæproblemer i flere år.

Anna Fenninger gik glip af flere ugers træning i sommer, da hun måtte forlade en træningslejr. Hun tog ingen chancer efter at have fået problemer med knæet.

Den traditionelle sæsonåbning på Rettenbach-anlægget afvikles lørdag. I sidste sæson delte Fenninger sejren med amerikanske Mikaela Shiffrin.

/ritzau/