Verdensnaturfonden: Nye mål redder ikke klimaet

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

Takket være klimakommissær Connie Hedegaards indsats er EU-Kommissionens nye klimaudspil et skridt i den rigtig retning, men der er lang vej igen.

Det mener både WWF Verdensnaturfonden og Greenpeace, efter at EU-Kommissionen har offentliggjort målene for EU's klimapolitik frem mod 2030.

- Målet på 27 procent for vedvarende energi er alt for lavt, hvis vi for alvor skal adressere de klimaforandringer, vi står over for, siger klima- og energipolitisk seniorrådgiver hos WWF, Hanne Jersild, i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen er onsdag formiddag enedes om at foreslå, at EU sætter et bindende mål om, at 27 procent af energiforsyningen i 2030 kommer fra vedvarende energikilder som sol og vind.

Samtidig foreslår kommissionen, at EU i 2030 skal have reduceret sin CO2-forurening med 40 procent i forhold til niveauet i 1990.

Efter rygter om interne uenigheder i kommissionen er WWF lettet over, at der overhovedet er kommet en aftale.

Men organisationen kræver en reduktion i CO2-forurening på 55 procent i forhold til 1990 samt bindende mål om 45 procent vedvarende energi og 40 procent øget energieffektivitet i forhold til 2005.

- Vi har sat de mål, fordi analyser viser, at det er det nødvendige niveau, hvis EU skal levere sit bidrag til at bekæmpe klimaforandringerne og holde den globale temperaturstigning under to grader, siger Hanne Jersild.

Også Greenpeace kræver en reduktion af CO2-forureningen på 55 procent og mål på 45 procent for vedvarende energi. Organisationen kalder de nye mål "uambitiøse".

- Hvis vi kigger på, hvad der skal til, for at EU-landene leverer det, de bør levere for at få løst indeklimaproblemerne, er målene ikke ambitiøse nok, siger klima- og energimedarbejder Tarjei Haaland til Ritzau.

Begge organisationer ser det desuden som en svækkelse, at kommissionen lægger op til, at målet for vedvarende energi kun gælder på EU-plan og ikke er bindende for de enkelte lande.

/ritzau/