Verdensrekorden i maraton kan igen falde i Berlin

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

Verdensrekorden i maraton kan muligvis falde for ottende gang i Berlin, når der på søndag afholdes Berlin Marathon.

Den 30-årige kenyaner Eliud Kipchoge har kig på rekorden, der lyder på to timer, to minutter og 57 sekunder.

Troen på endnu en rekord i den tyske hovedstad er stor, da Kipchoge ventes at få hård modstand fra landsmændene Emmanuel Mutai og Geoffrey Mutai, der måske også har en verdensrekordtid i sig.

- Hvis alting går op i en højere enhed i Berlin, så kan der ske noget meget specielt, siger Kipchoge.

- Jeg er overbevist om, at Emmanuel Mutai og jeg kan presse hinanden til en ny verdensrekord, siger kenyaneren, der tidligere på året vandt London Marathon.

Den nuværende verdensrekord blev sat sidste år i Berlin af Dennis Kimetto, der også kommer fra Kenya.

Kimetto deltager ikke på søndag, da han i stedet forbereder sig til et løb i Glasgow.

I 2014 forbedrede Kimetto den verdensrekord, som en anden kenyaner Wilson Kipsang satte året forinden.

/ritzau/