Vestafrikanere frygter sult i ebola-ramte områder

Beboere i det nordlige Liberia har i måneder befundet sig i dyb krise, efter at den ekstremt dødelige ebola-virus ramte regionen.

Nu står de over for en ny trussel i form af sult, efter at landets myndigheder i et forsøg på at dæmme op for epidemien har afskåret de hårdest ramte provinser fra omverdenen.

Blandt andet blokerer militæret veje, ligesom beboerne i flere provinser er forbudt udrejse.

Den omfattende isolation betyder, at købmænd har været ude af stand til at hente nye forsyninger, ligesom landmænd har været forhindret i at høste deres afgrøder.

Begge dele har fået priserne til at skyde i vejret.

- Folk går i panik. Vi er angste for at dø af sult, siger Siaffa Kamara fra Bopolu, der ligger nord for den liberiske hovedstad, Monrovia.

- De få penge, jeg havde, har jeg brugt til at købe ris, hvilket er meget dyrt. Jeg har 25 personer i mit hjem, der skal have mad, siger han over telefon til nyhedsbureauet AFP.

En kvinde fra samme område udtrykker lignende følelser:

- Vi er enige i, at det er nødvendigt at foretage tiltag for at slå virussen ned. Men samtidig vil vi ikke dø af sult, siger Miatta Sharif.

- Vi kan ikke få mad, hvordan overlever vi? Ofrene her vil blive flere end dem, der er døde af ebola, siger hun.

En rishandler fortæller, at han har måttet lukke sin forretning efter at være blevet forhindret adgang til Monrovia.

- Mine varer er væk. Den smule, jeg har, beholder jeg til min familie og mig, siger Paul Fahnbuleh.

Ebola har taget livet af mennesker i fire vestafrikanske lande - Guinea, Liberia, Sierra Leone og Nigeria. 932 personer har ifølge Verdenssundhedsorganisation, WHO, mistet livet.

Derudover er flere end 1711 mennesker enten bekræftet smittet eller mistænkes for at være det.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip