Vestager åbner pengekassen for kommunerne

Kommunerne får lov til at flytte to milliarder kroner fra drift til anlæg som følge af en ny aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.

Kommunerne har brugt fem til seks milliarder kroner mindre på drift sidste år end planlagt. Og også i 2013 regner kommunerne med at bruge mindre på driften.

Derfor har kommunerne indtil videre fået lov til at konvertere to milliarder kroner til anlæg. Det kan for eksempel være energirenovering af bygninger, nye børnehaver og vuggestuer eller andre projekter.

Aftalen betyder, at kommunernes anlægsinvesteringer i 2013 kan komme op på omkring 18 milliarder kroner mod tidligere planlagt 16 milliarder.

Både finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har været involveret i forhandlingerne.

- Det glæder mig, at kommunerne på denne måde kan styrke de fysiske rammer i kommunerne, og at vi samtidig øger de offentlige investeringer til gavn for væksten og beskæftigelsen, siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Bjarne Corydon oplyser, at forhandlingerne har været længe undervejs.

Det er dog en betingelse, at kommunernes regnskab for 2013 for service og anlæg under ét er i overensstemmelse med budgetterne, understreger regeringen.

Regeringen og KL vil i fællesskab følge udgifterne i 2013 tæt for at sikre, at budgetterne ikke skrider.

Aftalen kommer efter længere tids diskussion af, hvordan der kan blive skabt flere arbejdspladser i Danmark.

Tirsdag dedikerede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) det meste af sit pressemøde til at bebude en jobpakke, der skal forbedre dansk konkurrenceevne.

Samtidig slog hendes partifælle, transportordfører Rasmus Prehn, til lyd for at hæve anlægsloftet. Men han blev efterfølgende sat på plads af gruppeledelsen.

Aftalen mellem Kl og regeringen hæver ikke anlægsloftet. Men aftalen betyder, at nogle af de penge, der ikke bruges på serviceudgifter, i stedet kan bruges på anlæg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV